September blev den koldeste i 6 år

16x9

På trods af september måned blev stort set lige så varm som normalt, så skal vi alligevel tilbage til 2001 for at finde en september, der var koldere end i år.

September måned 2007 byder på lidt af et paradoks.

Til trods for september måned med middeltemperatur på 12,9 grader bliver en anelse varmere end normalt (12,7 grader), så skal vi 6 år tilbage for at finde en september, der har været koldere - og mange vil derfor sikkert have oplevet september i år som en kold en af slagsen, hvis man sammenligner den med de foregående nærmest sommerlige september måneder.


Koldeste siden 2001
De seneste år har september måned nemlig udmærket sig ved at have været en varm og i perioder også sommerlig måned.

Derfor skal vi tilbage til 2001, hvor middeltemperaturen endte på 12,6 grader for at finde en september, der har været koldere end i år. Ingen måneder i den mellemliggende periode har været tilnærmelsesvist så kolde.

September 2007 bliver derfor den koldeste i 6 år - og vi var også kun 0,3 grader fra den koldeste i 11 år.


Var september måned gået hen og blevet blot lidt koldere end normalt (12,6 grader), så skal vi helt tilbage til 1996 for at finde en september måned, der er koldere.


Meget varme septembre
De seneste år har september været varmere end normalt.

Af de 10 varmeste september måneder siden 1874 finder man de 4 af dem inden for de seneste 10 år - og sidste år tangerede vi med en middeltemperatur på hele 16,2 grader varmerekorden for september måned.


18. varme måned i træk
Med 12,9 grader så blev september 0,2 grader varmere end normalt. Det er der i sig selv ikke noget unormalt i, men med de 12,9 grader, så er september den 18. måned i træk, der bliver varmere end normaltemperaturen for perioden 1961-90 - og så mange varme måneder i træk har vi ikke oplevet før.