En aften med Al Gore

16x9

USA's tidlige vicepræsident og den nybagte Oscar-vinder Al Gore var tirsdag i Frederikshavn, hvor han holdt foredrag om klimaændringer og den globale opvarmning.


Moralsk forpligtet
Uden for Arena Nord i Frederikshavn lå der tirsdag aften endnu rester af sne, der hastigt smeltede - godt hjulpet af silende regnvejr. Inden døre handlede det også om smeltende is og sne - ikke på grund af regn - men på grund af global opvarmning - og manden der talte om det var Al Gore.

I løbet af halvanden til to timer tog han 1.400 tilhører med gennem sit yderst veldisponerede foredrag om den globale opvarmning, konsekvenserne af den og en utvetydig opsang til de politiske beslutningstagere med hovedbudskabet: 'Vi er moralsk forpligtet til at gøre en forskel'

Filmen 'En ubekvem sandhed', der netop har vundet en Oscar for bedste dokumentarfilm er et resultat af det foredrag Al Gore turnerer Verden rundt med. Tirsdag stod man i Frederikshavn ansigt til ansigt med den karismatiske amerikaner, der mere end 1.000 gange har holdt sit foredrag rundt om Kloden.


Global opvarmning og CO2
Al Gore starter sit foredrag med de flotteste billeder af Jorden set fra rummet - den såkaldte 'Blue Marble'. Tilhørerne kunne ikke andet end at synes det syn er fantastisk, fascinerende og værd at værne om. Lynhurtigt går det slag i slag videre med pulsende skorstene og en lynhurtig forklaring - akkompagnet af en tegnefilm - af hvad drivhuseffekten - og ikke mindst den forøgede drivhuseffekt er. Præmissen er dermed lagt.

Med de klassiske billeder af gletschere der er smeltet bort - på hele Kloden, varmerekorder på stribe i USA, Europa - og i Indien og omfattende oversvømmelser illustrerer Al Gore, at det her er et globalt fænomen.

Herfra bliver man sammen med Al Gore sendt igennem en række grafer, der illustrerer temperatur og CO2-indholdet i atmosfæren gennem de seneste 600.000 år. Graferne præsenteres med alvorlig mine - og de der mener der her er tale om naturlige variationer, dem fejer Al Gore af banen med et par sarkastiske bemærkninger med henvisning til et par små toppe på grafen, der fremstår som minimale sammenlignet med bladet på den hockeystav, som grafen unægtelig ligner, hvor den beskriver det nutidige indhold af CO2 i atmosfæren.

Atmosfærens CO2-indhold forbliver herfra Al Gores reference.


'Katrina' er skrækeksemplet
Af hovedpunkter i foredraget som især er værd at fremhæve er Al Gores gennemgang af oceanernes stigende temperaturer relateret til skelsættende vejrbegivenheder som alle kan erindre og forholde sig til.

Som eksempel bruger han hurricanesæsonen 2005 med rekordmange og rekord-kraftige hurricanes. Som det er tilfældet gennem hele foredraget underbygges eksemplet af teori. I dette tilfælde ved at forklare, under hvilke konditioner hurricanes dannes. Afgørende her er det varme havvand, der sættes direkte i relation til den globale opvarmning.

Skrækscenariet bliver præsenteret i form af hurricane 'Katrina', hvor Al Gore ikke undlader at fremhæve manglende politisk vilje til at sikre New Orleans - før Katrina oversvømmede byen.


Golfstrømmen kan påvirkes
Et af Al Gores hovedbudskaber er også, at eventuelle følger af en global opvarmning ikke nødvendigvis sker løbende - men pludseligt - når en vis grænse nås.

Som eksempel bruger han den termohaline cirkulation - en kæmpe global kompliceret proces i oceanerne - som Golfstrømmen i den nordlige del af Atlanterhavet er en del af. Gore forklarer processen, der i høj grad er styret af koldt saltholdigt vand i Nordatlanten skabt ved frysning af havis.

Tilhørerne i Arena Nord tages med tilbage til afslutningen på sidste istid, hvor en stor smeltevandssø i Nordamerika strømmer direkte ud i Atlanterhavet og dermed stopper cirkulationen - og ifølge Al Gore lader Europa få endnu små 1000 år med istid.

Der er ingen stor smeltevandssø i Canada - så der burde ikke være fare på færde siger han - alt imens han står og skuler op på Grønlands iskappe, der ses på storskærmen.


To kanariefugle i kulminen
Herefter tages vi med til 'de to kanariefugle i kulminen' som han omtaler de arktiske isfyldte omrĂĄder som.

Afsmeltningen af isen ved Nordpolen vil få enorme indstrålingsmæssige selvforstærkende konsekvenser - og på Antarktis tager han fat i den spektakulære isshelf Larsen-B. Selv om forskere anså den for at være stabil, så brød den i 2002 sammen og drev til havs. Al Gore undlader ikke at nævne, at afsmeltning af havis ingen ændring i vandspejlet giver i oceanerne - men kun for med det samme at tale om den enorme iskappe der dækker Antarktis - og Grønland.

Han vender tilbage til Larsen-B, hvor han præsenterer tilhørerne for satellitbilleder og indicier på, at afsmeltning på isens overflade har skabt rindende floder ned igennem isen og helt til dens bund, hvor den del af isen, der har ligget på land er begyndt at glide på vandet under isen - og dermed har skubbet isshelfen til havs.

Og her begynder Al Gore at blive alvorlig - hvis isen pĂĄ Antarktis bliver ustabil og glider i havet, sĂĄ vil den is kunne give store vandstandsstigninger. Og her bliver Al Gore ved de mange 'Hvis'er'.

Hvis den vestlige del af Antarktis smelter, så stiger oceanerne med 6 meter. Den virker dog stabil beroliger han - og så vendes blikket mod Grønland.

Her peger Gore på samme fænomen som observeret på Antarktis - med store rindende floder, der underminerer isen - og bruger i sin argumentation ny forskning - blandt andet med dansk deltagelse - om at isen i bevægelse har givet anledning til en øget række af jordskælv forårsaget af isens bevægelse hen over den underliggende klippe.


Ny 9/11?
Nu begynder Al Gore så at opsætte scenariet for, hvad der vil ske, hvis halvdelen af Grønlands Indlandsis og halvdelen af Vestantarktis smeltede - vandstanden vil stige med 6 meter - og tilhørerne præsenteres for animationer af Holland under vand, Bangladesh under vand, store dele af det østlige Kina der vil stå under vand og dermed forårsage en sand katastrofe for omkring 100 millioner mennesker. Gore spørger: Hvor skal de hen???

Igen viser Al Gore sig som manden, der ved, hvilke virkemidler der skal anvendes. Med ordene: Aldrig mere den 11. september - viser han animationen af hvad der vil ske med Manhattan, hvis vandet stiger 6 meter. Billedet af 'Ground Zero' under vand får lov at stå - mens Al Gore tavst kigger op på den store skærm...


Hvad skal vi vælge?
Al Gore fortsætter ganske effektfuldt, da han viser billedet af en jordklode og nogle guldbarrer på en vægt. Hvad skal man vælge? Han holder en lille dialog med sig selv - og konkluderer, at guldbarrerne nok er et godt valg - men vel ikke til den store anvendelse, hvis ikke man har Jorden...

Det er bare ikke den argumentation der anvendes i USA i dag, siger han.

Her er opfattelsen, at skal man være konkurrencedygtig over for fx. Kina, så skal producenter af eksempelvis biler have helt frie tøjler. Al Gore ryster lidt på hovedet af den opfattelse - og henvendt til især sine egne landsmænd anskueliggør Al Gore i form af grænseværdierne for bilers CO2-udledning for en række lande, at amerikanske biler ikke engang kan køre i Kina - de forurener for meget.

Kun to lande har nemlig ikke underskrevet Koyoto-aftalen. Det ene af dem er USA. Og selv om enkelte stater i USA - fx Californien - har lavet deres egen miljøpolitik, så er de opsatte mål frem til år 2016 lavere end de eksisterende i eksempelvis Kina.

Vi kan, hvis vi vil - er hans næste budskab. Med grafer illustrer han effekten af mulige tiltag for at reducere udledningen af CO2 - og mener vi kan nedbringe udledningen til et nivaeu som i 1970.

Al Gore slutter af med at vise et billede taget af Jorden langt ude fra rummet - Jorden fremstĂĄr som en lille ubetydelig plet - og den lille plet er det eneste vi har, siger Gore i sine afsluttende replikker.


Ingen slinger i valsen
Al Gores ærinde i miljødebatten er ikke til at tage fejl af. Han lader med sit foredrag ikke nogen tvivl om sit budskab. Det er så markant, at det uvægerligt fører til eftertænksomhed. Og efter halvanden til to timer i selskab med den tidligere amerikanske vicepræsident og nybagte oscarvinder Albert Arnold Gore Jr. står det klart, at dette kontroversielle indspark i klimadebatten - bygget på facts, mulige fremtidscenarier og ikke mindst sublimt fremført af en karismatisk person - er et opråb til alle om at gøre en forskel - en forskel som vi ifølge Al Gore er moralsk forpligtet til over for de kommende generationer på Jorden.

Med dette enorme sanseindtryk og en oplevelse rigere vandrede de 1.400 tilhører fra Al Gore's foredrag og en varm Arena Nord - og ud til en våd martsaften i Frederikshavn, hvor regnen havde fået smeltet lidt mere af den nordjyske sne.