Ring om solen - det er en halo

16x9

TV 2 Vejret har i dagens løb fået mange henvendelser, hvor seere undrede sig over en karakteristisk ring om Solen - eller gjorde opmærksom på den flotte halo.

Fænomenet er egentlig ganske almindeligt og kaldes en 'Halo' - men kan være et imponerende skue. Ordet stammer fra græsk, hvor det betyder cirkel eller runding.


Hvordan dannes en 'Halo'?
Hvis der højt oppe i atmosfæren - ofte i 8-10 km's højde, er et jævnt lag af tynde skyer - de såkaldte cirrus­ eller cirrostratusskyer, så vil skyernes iskrystaller virke som bittesmå prismer, der bryder og reflekterer Månens lys på en måde så vi ser en smal lysende ring omkring Månen.


Iskrystallerne i de høje skyer har 6 lige store sider og vinkelrette endeflader. Når lyset går gennem sådan en krystal afbøjes det med en vinkel på enten 22 eller 46°. Det danner en ring med en radius på enten 22 eller 46°. Det mest almindelige er 22°-haloer.


Kan bebude dårligt vejr
Haloer optræder ofte foran fronter, hvor man har det tynde højtliggende skydække, som kræves for, at man kan se haloen. Derfor siger man også, at når man ser en halo, så kan det være et varsel om, at der er regn på vej.

Haloen, som man kunne se søndag, opstod da høje skyer i forbindelse med en svag varmfront, der passerede nord om landet.

Vi ligger dog så tæt på højtrykket, at det var i dette tilfælde resterne af en ganske 'vejrufarlig' front, der passerede, og gav anledning til, at man kunne observere den lysende ring om solen - en såkaldt halo.