Vinterens første 'rigtige' sne er faldet

I forbindelse med kraftige byger fra Nordsøen vælter sneen nu ned over dele af Jylland

Snevejr på Hobrovej i Aalborg torsdag eftermiddag. Kilde: TV 2|NORD

I forbindelse med kraftige byger fra Nordsøen væltede sneen torsdag eftermiddag ned over dele af Jylland.

Det var vinterens første 'rigtige' sne, der faldt over Danmark efter et usædvanligt varmt efterår, der indtil i dag ikke havde budt på sne i så store mængder, at det farver marker, enge og græsplæner hvide.

Og det skal sneen gøre før vi på TV 2|VEJRET betegner det som det første regulære snevejr i dette vinterhalvår - og det kunne vi så gøre i dag!

Nordjyderne var først med sneen
Det var i især den nordlige del af Jylland at sneen uomtvisteligt falder. TV 2|VEJRET har modtaget billeder fra snevejret flere steder i blandt andet Himmerland og Aalborg.

Sneen faldt ved temperaturer kun lige over frysepunktet. I Aars i Himmerland faldt temperaturen under snevejret til blot 0,2 graders varme.

Kraftige byger med sne - og torden
Sneen faldt fra kraftige byger, der fortsat driver ind over Jylland fra Nordsøen. Bygerne er sågar nogle steder også med torden, og der, hvor bygerne har været kraftigst og temperaturerne relativt lave, er nedbøren stedvis gået over i sne.

Sneen faldt i så tilpas store mængder, at der nogle steder ud fra billederne at dømme allerede ligger 2-3 cm.

At vi skal helt frem til den 11. december for at få vinterhalvårets første sne er ganske usædvanligt og det seneste i fjorten år. Gennemsnitligt falder den første sne omtrent én måned tidligere.