Skybrud i København: 480 år mellem så voldsomt regnvejr

Det voldsomme skybrud, der natten til søndag satte store dele af København var så voldsomt, at der statistisk set går flere hundrede år mellem

Det voldsomme skybrud, der natten til søndag satte store dele af København var så voldsomt, at der statistisk set går flere hundrede år mellem, at man bliver ramt af så kraftigt et regnvejr.

Det er anden gang på få år, at København rammes af et historisk voldsomt skybrud, som denne gang gik hårdest ud over Østerbro og området lige nord derfor.

Ved DMI, der ligger på Lyngbyvej lige ved Ryparken Station, har man ifølge de foreløbige oplysninger, som TV 2 VEJRET er i besiddelse af, fået mest regn.

Fra kl. 20 lørdag aften til kl. 08 søndag morgen faldt der ved DMI 119 mm regn, der i sig selv er en enorm mængde regn i løbet af et halvt døgn.

Heraf faldt de 104 mm regn på tre timer fra kl. 02 til kl. 05, hvor der på en enkelt time fra kl. 03 til kl. 04 faldt hele 59,8 mm.

Og netop de 59,8 mm regn på en time er en nedbørmængde, som sætter de modeller, der beskriver, hvor lang tid, der er mellem to så voldsomme begivenheder på overarbejde.

Selv om der er en vis usikkerhed, når så enorme nedbørmængder skal beskrives statistisk, så viser en af disse modeller, at der går 480 år mellem, at man et givet sted oplever at få en nedbørmængde på 59,8 mm på en time.

De 59,8 mm regn svarer næsten til dobbelt skybrud uafbrudt en hel time i træk. Grænsen for skybrud går ved nedbørmængder på 15 mm på en halv time.

Skybruddet natten til søndag var trods de historiske nedbørmængder ikke så kraftigt, som det der den 2. juli 2011 ramte den indre del af København med 135 mm i Botanisk Have, hvoraf de 50 mm faldt på blot en halv time.

Dette skybrud blev senere betegnet, som en 1000 års-hændelse.

Skybruddet natten til søndag kan således historisk set betegnes som halvt så sjældent - men stadig bemærkelsesværdigt, at to så kraftige skybrud rammer stort set samme sted inden for blot tre år.