Alt tyder på at blodregn ramte Danmark

16x9

Er der faldet Sahara_sand ned med regnen lørdag eftermiddag?

Er der faldet Sahara-sand ned med den sporadiske regn lørdag eftermiddag?

Det kunne man godt fristes til at tro, efter at Muhammed Emin Kizilkaya fra Slagelse i eftermiddag tog ovenstående billede, hvor et tydeligt lag af støv dækkede taget på hans bil.

Og mens mange andre mennesker måske blot ville mene at Muhammed burde vaske sin bil, så har vi på TV 2|VEJRET en stærk mistanke om, at støvet er sand fra Den Iberiske Halvø eller Sahara - og flere ting kunne tyde på, at mistanken er velbegrundet.

Varm luft hele vejen fra Den Iberiske Halvø
Den ellers ganske svage front, som passerede landet i eftermiddag, strakte sig langt ned igennem Europa og hele vejen videre til Den Iberiske Halvø.

På forsiden af denne front er der i de seneste døgn pumpet meget varm luft op over Mellemeuropa og hele vejen op til Danmark, som i går sendte temperaturen op på 33 grader i Jylland.

Og med denne massive varmetilstrømning kan sand og støv fra Den Iberiske Halvø eller sågar Sahara blive fragtet hele vejen til blandt andet Danmark.

Også meldinger om blodregn andre steder
For få dage siden rejste en stor støvstorm sig over den vestlige del af Sahara-ørkenen og bredte sig videre mod vest. Noget af støvet og sandet bredte sig dernæst til Spanien og Portugal viste såkaldte aerosol-prognoser - og det kan altså nu være havnet i Danmark.

Flere brugere af TV 2|VEJRET's Facebook-side har siden berettet om lignende oplevelser med støv på bilen andre steder på Sjælland og også i Jylland.

Partikel-trajektorier viser vejen
Prognoser viser, at den luft der lørdag eftermiddag lå over Danmark i ca. 3 kilometers højde, som var den omtrente skyhøjde, tre døgn tidligere befandt sig nogle få hundrede meter over jorden allerlængst mod syd i Spanien - et sted, hvor der meget vel har været sand og støv i luften.

I forbindelse med et regnvejr kan sandet og støvet 'vaskes ud' af atmosfæren og efterfølgende lægge sig som en tyndt lag gult eller rødt støv på biler, vinduer, telte og hustage.

Masser af blodregn i oktober 2012
Fænomenet kaldes 'blodregn' og ses i sjældnere tilfælde herhjemme, mens det i Sydeuropa er mere udbredt.

En af de større 'omgange' med blodregn fik vi at opleve den 20. oktober i fjor, hvor man mange steder efter regnvejret kunne se Sahara-støvet ligge som et tyndt lag på udendørs overflader.

Har du også billeder af lørdagens blodregn, så er du yderst velkommen til at dele dem med os. Benyt linket nederst i linkboksen til højre.