Isvintrene i 80'erne

16x9

Se meget mere om de fire iskolde vintre i 80'erne.

I løbet 1980'erne oplevede vi i Danmark hele fire gange, at vinteren blev så kold, at den blev kaldt for en regulær isvinter.

Isvinteren 1981-82

Isvinteren 1981/82 blev den der startede tidligst af dem alle. Den blev helt usædvanlig - uden sidestykke i dansk vejrhistorie med tre nye kulderekorder, da vinteren blot var 1 måned og 8 dage gammel.

Vinteren starter for alvor allerede den 7. december, hvor iskold luft fra nord strømmer ned over landet. Flere polarlavtryk passerer derefter fra nordvest ned over Danmark og lokalt falder der store mængder sne rundt om i landet.

I en hel uge fortsætter denne vejrtype med lavtryk efter lavtryk, der passerer ned over landet - og isnende kulde i opklaringerne mellem de små snebomber.

Midt på måneden stabiliseres vejret, og isnende kulde kommer til at ligge helt stille hen over det sneklædte Danmark. Den 17. december måles der i morgen- og formiddagstimerne ned 25,6 graders frost i Døvling i Vestjylland.

Hverken før eller siden har det været så koldt i Danmark i en december måned.

Julen 1981 bliver selvfølgelig hvid - og mange steder i landet sner det juleaften.

Da december er slut, så står det helt fast, at den blev den absolut koldeste, der nogensinde er registreret i Danmark. Med en middeltemperatur på -4,0 grader, så får den gamle rekord fra 1927 på -2,8 grader mildest talt ben at gå på. Det bliver den anden kulderekord sat i løbet december 1981.

Efter en kortvarig mildning omkring nytåret, så strømmer kulden nogle dage inde i det nye år atter ned over Danmark fra nordøst, og blot en uge inde i januar måned - den 8. om morgenen - når man i roligt vejr med rimtåge og et tykt lag sne på jordoverfladen ved Hørsted i Thy de historiske -31,2 grader på den koldeste morgen i dansk vejrhistorie, og man slår dermed den danske kulderekord fra rekordvinteren i 1942.

Efter den kolde start på januar måned blev både resten af måneden - og for den sags skyld resten af vinteren på det jævne med temperaturer tæt på det helt normale.

Inden da var der dog blevet skrevet tre nye vejrrekorder ind i historiebøgerne - og isen lå allerede i de danske farvande.

Vejrrekorderne står i øvrigt den dag i dag...

Isbrydere i aktion
Thorbjørn: 28/12 - 8/3
Elbjørn: 22/1 - 18/2
Danbjørn: 9/1 - 7/2
Isbjørn: 19/1 - 10/2

Middeltemperatur for vintermånederne i 1981/82
December: -4,0
Januar: -3,6
Februar: -0,7
Marts: 3,3


Isvinteren 1984-85

Det man efter de første år af krigen troede var umuligt gentog sig midt i 80'erne - nemlig tre isvintre på stribe.

Den første af dem - isvinteren i 1984/84 startede dog langt fra vinterligt. December blev ganske lun, men blot nogle dage inde i det nye år tog Kong Vinter fat. Iskold luft strømmede fra den 3. januar 1985 frem mod Danmark fra nordøst. Dette kuldefrembrud med dagtemperaturer mellem 6 og 12 graders frost - og nattetemperaturer på 10-20 graders frost fortsætter i en uges tid. I den kolde luft dannes snebyger over Østersøen, der begraver Bornholm i sne - et snevejr, der giver tæt på en meter sne.

Kun afbrudt af få dage med let tøvejr fortsætter vinterkulden, og den kommer sidst i januar tilbage med fornyet styrke. Januar 1985 bliver dermed den fjerde koldeste igennem tiderne.

Februar måned bliver også præget af iskoldt dansk vintervejr med et højtryk tæt på landet.

Fra den 6. februar til den 14. februar har man i store dele af landet dagtemperaturer mellem 5 og 10 graders frost, mens man om natten har omkring 15 graders frost.

En ny kuldebølge rammer Danmark i dagene omkring den 18. og 19. februar med temperaturer under -20 grader - og i disse dage kulminerer isforekomsterne i de danske farvande. Overalt ligger der 15 til 30 cm tyk is, mens de fire statsisbrydere assisterer skibstrafikken.

Isbrydere i aktion
Thorbjørn: 9/1 - 31/3
Elbjørn: 13/1 - 15/3
Danbjørn: 21/1 - 6/3
Isbjørn: 15/1 - 21/1 og 14/2-23/3

Middeltemperatur for vintermånederne i 1984/85
December: 2,7
Januar: -5,1
Februar: -4,2
Marts: 1,0


Isvinteren 1985-86

For andet år i træk blev Danmark ramt af en isvinter. Det holdt dog hårdt med at få den halet i land. December blev lun og rekordvåd - og først nogle dage inde i januar måned fik man en forsmag på, hvad vinteren kom til at byde på.

Et højtryk placerer sig i starten af januar måned over Skandinavien og temperaturerne når omkring den 8. januar kortvarigt ned under -20 grader. Herefter følger en januar på det jævne - men det kom februar til at rette gevaldigt op på.

Omkring månedsskiftet placerer et højtryk sig over Finland - og det højtryk kommer med vind fra nordøst og øst til at bestemme vejret i hele februar måned.

I forbindelse med to større kuldefrembrud i løbet af måneden bliver isvinteren komplet - og den kom usædvanligt sent.

I de første to uger af februar har vi ned til 10 til 15 graders frost og rimtåge - og efter en kortvarig mildning vender kulden tilbage. Fra den 17. til den 26. februar har vi igen streng vinterkulde med temperaturer mellem 10 og 20 graders frost i nattetimerne.

Februar endte med at blive den koldeste vi har oplevet siden 1956.

Isvinteren fortsatte ind i marts måned - og isforekomsterne i de danske farvande kulminerede i de første dage af marts måned, hvor der i danske farvande lå op til 30 cm is.

Isbrydere i aktion
Thorbjørn: 15/2 - 13/3
Elbjørn: 19/2 - 18/3
Danbjørn: -
Isbjørn: 21/2 - 20/3

Middeltemperatur for vintermånederne i 1985/86
December: 2,6
Januar: -1,3
Februar: -5,2
Marts: 1,1


Isvinteren 1986-87

Ikke siden 2. verdenskrig har vi haft tre isvintre i træk. Det fik vi igen, da vinteren 1986/87 for tredje år i træk blev en isvinter - og en langvarig af slagsen.

Vinteren lægger for alvor ud allerede før jul, hvor kulden begynder at strømme ned over Danmark fra nord og nordøst - og giver os dagsfrost - men ingen landsdækkende hvid jul.

En kortvarig mildning sætter ind op til nytåret, hvorefter koldere luft i starten af januar igen når frem til Danmark fra nordøst. Det er dog intet at regne for det der sker fra den 9. januar og fem dage frem.

Et af de kraftigste kuldefrembrud i dansk vejrhistorie kommer, da et relativt uskyldigt lavtryk fra nordvest passerer lige øst om Danmark, mens der over Skandinavien samtidig ligger et stort højtryk.

Den kombination får den iskolde arktiske luft, der ligger over Sibirien til at sætte sig i bevægelse ned over Skandinavien og den hurtigt frem til Danmark.

Den 8. januar er dagens højeste temperatur i København 1,6 graders varme - mens man midt på dagen den 9. januar måler 12,6 graders frost.

Kulden kulminerer den 10. januar med dagtemperaturer mellem 10 og 15 graders frost, der sammen med en frisk til hård vind fik det til at føles endnu mere isnende end det egentlig var.

Kulden betyder, at vandrør springer og mange biler nægter at starte.

Både i Kattegat og Østersøen dampede det endnu lune havvand - og dannede sørøg - da den isnende kulde blæste hen over de danske farvande. Den kolde nordøstenvind gav også anledning til dannelse af kraftige snebyger der især ramte Bornholm, Trekantsområdet og Nordfyn.

Afkølingen af de danske farvande gik hurtigt - meget hurtigt endda. Den 12. januar stævnede den første isbryder allerede ud, og da kuldefrembruddet var forbi - den 15. januar - var alle danske isbrydere i aktion.

Herefter stiger temperaturerne og kun i en kort periode sidst i januar vender vinterkulden tilbage. Januar efterfølges af en februar på det jævne med temperaturer omkring frysepunktet - og isen i de danske farvande er stort set væk og isvinteren er forbi - troede man.

Starten af marts bød nemlig endnu engang på vinterkulde med under -5 grader i dagtimerne helt frem til den 8. marts, og med vinterens laveste temperatur -25,6 grader kulminerer vinterkulden i den første uge af marts måned.

De danske farvande fryser atter til og isens udbredelse kulminerer først omkring den 10. marts, hvor vi for anden gang i løbet af denne vinter oplever isvinter.

Det bliver den sidste i løbet af 1980'erne.

Isbrydere i aktion
Thorbjørn: 12/1 - 29/3
Elbjørn: 15/1 - 16/2 og 10/3 -2/4
Danbjørn: 13/1 - 16/2
Isbjørn: 13/1 - 26/3

Middeltemperatur for vintermånederne i 1986/87
December: 2,5
Januar: -4,7
Februar: -0,5
Marts: -1,8