Vi har en historisk hvid jul

16x9

Så er det sikkert og vist - julen 2010 blev hvid. Hele Danmark ligger nemlig dækket af sne.

Ud over at være hvid, så er julen også historisk. Det er nemlig første gang vi har haft landsdækkende hvid jul to år i træk - og så kan det meget vel være den jul med mest sne gennem tiderne.


Landsdækkende hvid jul 2010
TV 2|VEJRET's seere har juleaftensdag været ude at måle snedybden - og i billeder dokumenteret den hvide jul.

Resultatet er, at der juleaftens dag ud på eftermiddagen lå sne i hele landet. Alle meldinger og billeder vi har modtaget i løbet af dagen har alle været med sne.

Vi kan derfor erklære julen 2010 for landsdækkende hvid!!


Mest sne i de sydlige egne
Mest sne ligger der juleaftensdag hen over den sydlige halvdel af landet, hvor man generelt har 20-30 cm sne, mens der på Bornholm ligger over en meter sne - og i øvrigt flere meter høje snedriver.

Mindst sne ligger der i Nordvest- og Midtjylland, hvor der meldes om 3-7 cm julesne.

En stor del af sneen er faldet i forbindelse med snestormen lillejuleaftensdag - men enkelte steder i landet skal vi helt tilbage til slutningen af november, hvor de nederste lag i julesneen faldt.


Iskoldt med snefygning
Juleaftens dag har ud over at være snerig også været en iskold fornøjelse.

Temperaturerne har de fleste ligget helt nede omkring 4 til 7 graders frost, mens det i dele af Jylland har været endu koldere.

I Midt- og Nordjylland lå temperaturen midt på eftermiddagen tæt på -10 grader.

Ud over isnende kulde er der enkelte steder faldet lidt sne - og så har der blæst en hård nordøstenvind, som flere steder har givet snefygning.

På Bornholm har man på andet døgn haft snestorm med snefald og kraftig fygning - og her har Politiet juleaftens dag lukket hele øen på grund af sneen.


Den hvide jul er historisk
Juleaften 2010 er således i den grad hvid - og går over i historien som en af de snerigeste gennem tiderne.

Det er desuden første gang siden optegnelser over den hvide jul begyndte i år 1900, at vi to år i træk har landsdækkende hvid jul.

Sidste år blev den første hvide jul i 14 år.

Den hvide jul 2010 blev således landækkende - og historisk.

TV 2|VEJRET ønsker alle en rigtig glædelig hvid jul