Varmere vejr giver eksotiske fisk i Danmark

16x9

Inden for de seneste fem år er der kommet flere eksotiske fisk i de danske farvande. Stigende havtemperaturer kan være årsag.

En fisker fra Skagen fik sig noget af en overraskelse torsdag morgen, da en hel stime tun var gået i hans bundgarnsnet. Normalt plejer tun at holde til i Biscayabugten eller endnu sydligere, men nu ses de eksotiske fisk også i danske farvande.

- Vi spærrede øjnene op, da vi så at det var en hel stime. Vi har før set en enkelt tun på afveje, men det her er udover det sædvanlige, siger Peter Gregersen fra Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Da eksperterne fra museet hørte om fangsten drog de straks til Skagen, for at hente de mellem 15 og 20 tun af arten Rygstribet Pelamid. De er nu sat ud i museets store bassin og svømmer rundt mellem andre også eksotiske arter som for eksempel klumpfisk.

Arten, der på latin hedder Sarda Sarda, har været fanget flere gange før herhjemme, men seneste gang var helt tilbage i 1995.

Sidste mandag fik en fisker i Skagen dog også en stime tun i nettet, men her nåede de ikke at blive holdt i live, så de blev solgt på fiskeauktionen. Men med dagens fangst tyder noget på, at der er tale om en tendens.

- De seneste 4-5 år har vi oplevet, at der er kommet flere eksotiske arter til her i farvandet rundt om Nordjylland. Det er usædvanligt, og det kan jo hænge sammen med at havtemperaturen stiger, siger Peter Gregersen fra Nordsøen Oceanarium til TV2/VEJRET.