Sydamerika ramt af usædvanlig kulde

16x9

Mens vi går og sveder, så har vinteren for alvor sit tag i store dele af Sydamerika, hvor man oplever det koldeste vintervejr i næsten 20 år.

Det kolde vintervejr har varet i mere end en uge, og er især gået ud over den sydlige del af Sydamerika, hvor kuldebølgen har kostet over 150 mennesker livet.

På den sydlige halvkugle har man vinter når vi har sommer - alligevel er kuldefrembruddet usædvanligt.


Kold luft fra Antarktis
Kuldefrembruddet begyndte for en uge siden, da kold luft fra Antarktis begyndte at strømme op over Argentina og Chile.

Herfra bevægede kulden sig gradvist længere mod nord og gav flere steder sne som man ikke har set det i årtier.


Usædvanlige snefald
I Andesbjergene har man flere steder fået over en halv meter sne - og i dele af Chile betegnedes snevejret som det værste i 30 år.

I den argentinske region Mendoza oplevede man det kraftigste snevejr i 10 år, og selv i badebyen Mar del Plata nogle hundrede kilometer syd for Buenos Aires faldt der sne (se billedet ovenfor).

Også langt mod nord i Argentina berettedes i byen Tucuman om sne, der skulle være den første, der er faldet dér siden 1921.


Laveste temperaturer i 19 år
Da kulden kulminerede den 16. juli måltes der i Argentinas hovedstad Buenos Aires -1,5 grader, der den laveste temperatur målt dér siden 1991.

Også i Bolivia, Paraguay, Uruguay og det sydlige Brasilien fik man vinterkulden at mærke.

I Uruguay oplevede man noget så sjældent som hvid nedbør, da der faldt slud og tøsne.

Kulden har kostet mindst 150 mennesker livet i Sydamerika. Mindst halvdelen er omkommet af kulilteforgiftning, da man har flyttet kulovne indendøre og tændt bål.