-16,5° på koldeste februarnat i 11 år

16x9

En iskold nat gav i Nordjylland den laveste temperatur i februar måned siden 1999.

Vinterkulden kulminerede foreløbigt natten til onsdag, da man flere steder i den nordlige og østlige del af Jylland nåede ned under -15°.

Klart vejr, relativt rolige vindforhold og et tykt lag sne var ingredienserne i den iskolde februarnat, der i Tylstrup i Vendsyssel ifølge DMI gav helt ned til -16,5°.

Og selv om vi eferhånden er vant til hårde kuldegrader, så er det ikke hverdagskost, at det er så koldt.

De -16,5 er den laveste temperatur, der er målt i februar måned i Danmark i 11 år, og vi skal helt tilbage til februar 1999, der bød på -18,5° for at finde en februarnat, der har været koldere.

Også i Aalborg, ved Aarhus og i Tirstrup på Djursland havde man en kold nat med temperaturer under -15°.

Årets laveste temperatur blev målt den 26. januar, da man i Horsens nåede ned på -18,0°.

Det var også i Horsens man med -19,0° den 20. december målte den laveste temperatur i denne vinter - indtil videre...