-16,3° på koldeste februarnat i 11 år
Natten til torsdag blev den koldeste februarnat i Danmark i 11 år
Danmark målte i nat den laveste temperatur i en februar måned i 11 år - i Thy har man dog lokalt ikke haft det så koldt i februar siden 1985.
Klart vejr med masser af sne på joren og en svag vind gjorde udslaget, da temperaturen dykkede til et niveau vi ikke har set i februar i årevis.
-16,3° i Vestervig
Koldest blev det i Vestervig i Nordvestjylland hvor man midt på natten nåede ned på -16,3°. Det er den laveste temperatur målt i Danmark i en februar måned siden 1999, hvor termometeret stod på -18,5°.
Og i netop Vestervig har en februarnat faktisk ikke været så kold siden isvinteren 1985.
Koldeste februarnat i Vestervig siden 1985
Vestervig er en af de få stationer i Danmark, der har daglige data tilbage til 1873 og de afslører, at man skal hele 25 år tilbage, for at finde en februartemperatur lavere end de -16,3° målt i nat.
I februar i isvinteren 1985 så man i Vestervig termometeret kravle ned på -16,4° og ikke før i nat har man altså målt en temperatur af den kaliber i årets anden måned.
Årets laveste temperatur blev målt den 26. januar til -18,0° mens Horsens med -19,0° den 20. december står for den laveste temperatur i denne vinter.