På vej mod koldeste januar i 23 år

16x9

Januar måned er på vej til at blive den koldeste af sin slags i 23 år

Med en usædvanlig kold start på januar måned, så kan vi meget vel være på vej mod den koldeste januar i 23 år.

Det er ikke hverdagskost, at vi i Danmark skal gå rundt og fryse som vi gør nu - og generelt har gjort det i de sidste 12 dage.

Med en middeltemperatur for de første 12 døgn af januar måned på -3,9°, så er vi godt på vej mod en januar måned som vi skal helt tilbage til 1987 for at finde koldere.


Kan blive den koldeste januar siden 1987
Ifølge tal fra DMI, så har de første 12 døgn af januar måned budt på en middeltemperatur på -3,9°, og alt tyder på, at vinterkulden fortsætter hen over Danmark.

Derfor tyder meget også på, at januar måned 2010 går hen og bliver koldere end både januar 1997 (-1,1°) og januar 1996 (-1,8°), der er de to koldeste januar måneder siden den isnende kolde januar i 1987, hvor middeltemperaturen for hele landet endte på -4,7° - og som i øvrigt var starten på den sidste af trillingeisvintrene i 80'erne.

Et groft kig på vejrprognoserne 10-14 dage frem i tiden lader vintervejret forblive over Danmark. Det er ikke sikkert det bliver helt så koldt som de første 12 døgn har været - men blot -0,5° i middeltemperatur resten af januar måned vil være nok til at gøre den til den koldeste i 23 år.

Og det virker ifølge de seneste prognoser mere end sandsynligt, at det bliver tilfældet.

Der er dog lang vej til den koldeste januar gennem tiderne. Den fik vi 1942, da middeltemperaturen for hele måneden nåede ned på de historiske -6,6°.


Koldest i Nordjylland
Indtil videre har januar måned været koldest i Nordjylland med en middeltemperatur på -5,6°, mens bornholmerne har haft det noget lunere med en middeltemperatur på -1,1°.

Den kolde start på januar måned har betydet, at der i fjorde, havne og kystnære områder flere steder i landet ligger is.