Tyske fragtskibe gennem nordøstpassagen

16x9

To tyske fragtskibe sejlede som de første store vestlige skibe gennem Det Arktiske Hav nord om Rusland.

Afsmeltningen af is i Arktis betyder nu, at helt almindelige fragtskibe i sommerhalvåret kan sejle nord om Rusland og spare tusindevis af kilometer - og brændstof.


To fragtskibe kom gennem nordøstpassagen
Som de første vestlige fragtskibe nåede to skibe fra det tyske rederi Beluga i sidste uge gennem nordøstpassagen. Fragtskibene der var lastet med bulldozere sejlede fra Sydkorea via Vladivostok og herfra nord om Sibirien. Herfra går turen mod Rotterdam.

Med assistance fra russiske isbrydere langs de mest kritiske steder på nordøstpassagen lykkedes det i sidste uge de to tyske fragtskibe at nå frem til Novy Port vest for floden Ob's udløb i Karahavet omkring 800 km øst for Murmansk - og dermed havde de to tyske skibe som de første kommercielle vestlige fragtskibe overvundet nordøstpassagen.

Herfra er der helt isfrit på resten af ruten til Holland.

Mindre is i Arktis
Den stigende temperatur på Kloden har sat sine spor i den arktiske is. I Arktis oplever man i år den tredjelaveste udbredelse af is siden 1978. Kun sidste og forrige år har der været mindre is i sommerhalvåret, end det har været tilfælde i år i Arktis.

Isens udbredelse er i august måned siden 1978 svundet ind fra 8 millioner kvadratkilometer til ca. 6 millioner kvadratkilometer.

Det betyder at både nordøstpassagen nord om Rusland og den mere sagnomspundne nordvestpassage nord om Canada i perioder har været til at passsere.

Nordøstpassagen har de seneste år været isfri i længere perioder - og afhængig af vejret, så forventes ruten nord om Rusland også næste år at blive anvendt af enkelte rederier.


Nordøstpassagen sparede 6.000 km og 10 dage
Hvis ikke de to tyske fragtskibe var sejlet nord om Rusland, så skulle de have været syd om Asien - gennem Aden-bugten, Suez-kanalen og videre ud gennem Middelhavet og videre til Rotterdam i Holland. Det er en rute på ca. 20.000 km.

Ruten gennem nordøstpassagen er derimod blot 14.000 kilometer.

Dermed spares ca. 6.000 kilometer og hele 10 døgn - samt store mængder brændstof.

Russerne har i mange år anvendt nordøstpassagen til at bringe forsyninger frem til Nordsibirien - men nu kan disse sejlture en del af året klares uden afgørende hjælp fra de store atomdrevne russiske isbrydere, der hidtil har holdt nordøstpassagen fri.