Vintervejr i Norge

16x9

Mens det lugter lidt af efterår herhjemme, så har man i Nordnorge og i De Norske Fjelde fået vinterligt vejr - og enkelte steder er der faldet sne.

I forbindelse med kold polarluft, der fra nord er strømmet ned over Norskehavet og ind over store dele af Skandinavien, så skal man i Norge ikke mere end ca. 1.000 meter op i fjeldene før nedbøren falder som sne.

Tirsdag kan der især falde sne i fjeldområderne nord for Jotunheimen, hvor byger fra Norskehavet rammer den vestlige del af Norge.

Norsk Meteorologisk Institut skriver på på deres netside, at man da har set snevejr før i august måned, men det er ikke normalt, at den hvide nedbør falder så tidligt - selv i højder omkring de 1.000 meter.

Snebygerne, der falder på nordsiden af De Norske Fjelde, betyder blandt andet, at den luft der strømmer videre ned over Danmark er udtørret - og vi i læ bag fjeldene således får flot og solrigt vejr med en flot blå himmel i den klare polarluft.