Fra rekord sommervejr til barskt efterårsvejr
På få dage er vejret skiftet fra 30 grader til regn og blæst.
Sommervarmen i starten af september har bragt flere vejrrekorder med sig over det europæiske kontinent.
Herhjemme i Danmark har det givet ni meteorologiske sommerdage i streg, som er rekord for flest sommerdage i træk for en september måned.
Nu venter mere efterårslignende vejr inden weekenden, men særligt et sted i Europa er dette vejrskifte meget markant.
Rekordlang hedebølge
I Storbritannien har sidste uges varme septembervejr sat to nationale rekorder.
For det første har de til og med søndag målt over 30 grader syv dage i træk. Aldrig har en hedebølge i september måned varet så længe i Storbritannien.
Det er ved 30 grader, at TV 2 Vejret betegner det som tropedage herhjemme i Danmark.
For det andet målte briterne deres varmeste dag i 2023 på hele 33,2 grader i London i lørdags.
Vindstød af stormstyrke på vej
Efter briternes hedebølge kan de se frem til en koldere luftmasse over landet. Det er dog ikke en blid overgang til mere efterårslignende vejr.
Et lavtryk vil onsdag aften passere hen over de britiske øer, og det bringer regn og rusk med sig.
Blæsevejret vil i løbet af aftenen og torsdagen være udbredt over Storbritannien. Særligt ved kysterne ventes vindstød af kuling.
I Skotland kan vindstødene endda blive med styrke af stærk storm i løbet af natten.
Derudover ventes et nyt regnfuldt lavtryk over Irland og Storbritannien fra starten af næste uge.
De næste syv dages tid kan der derfor lokalt falde op til 100 millimeter i den vestlige del af Storbritannien. I store områder af Irland forventes endda mere end 100 millimeter regn.
Lavtrykket, som passerer over de britiske øer fra onsdag aften, har kurs mod Norge. Idet koldfronten svækkes på sin færd, bringer den kun lidt regn med sig over Jylland torsdag og fredag.