Koldfront med markant temperaturfald rammer landet
I perioder kan man stedvis opleve kraftig regn i forbindelse med koldfrontspassagen.
Det er en meget lun morgenstund, vi er stået op til denne tirsdag.
I skrivende stund ligger temperaturen på mellem 16 og 19 grader, hvilket er meget usædvanligt for en morgen i september.
Ellers er det en morgen, som mange steder er domineret af dis eller tåge. Til gengæld er det med tørvejr de fleste steder.
Dette varer dog ikke ved, da en koldfront i løbet af dagen skal passere landet.
Markant temperaturfald
Tirsdag morgen står den på spredte regnbyger over særligt den østlige del af landet. Ellers vil de fleste opleve tørvejr, når de skal afsted på job eller skole.
Tørvejret varer ved indtil midt på formiddagen, hvor en koldfront forventes at gå i land med en tynd stribe af et regnvejr, der stedvis kan blive kraftig.
I det hele taget er der udsigt til en formiddag med en del skyer over Danmark.
Eneste undtagelse er Bornholm, der fortsat ligger i den meget varme sektor med mulighed for en del sol. Her kan temperaturen måske runde de 25 grader og dermed give den niende meteorologiske sommerdag i træk.
Som eftermiddagen skrider frem, bevæger koldfronten sig igennem Jylland, hvor regnvejret langsomt går i opløsning.
Med koldfrontens anmarch bliver den varme luft, som Danmark har befundet sig i den seneste tid, skubbet væk.
I løbet af tirsdagen vil der over relativt kort afstand forekomme et markant temperaturfald. I de østlige og sydlige landsdele topper temperaturen generelt med 21 til 23 grader, men i takt med koldfrontens ankomst falder temperaturen til blot 15 til 17 grader.
Når man efterhånden kommer ind i den køligere luftmasse, vil det også opleves, at vinden tiltager fra helt rolige forhold til at være jævn til frisk fra nordvestlig retning.
Tirsdag aften står den på enkelte regnbyger – og ellers overvejende tørvejr, mens temperaturen falder til under 10 grader.