Vildt uvejr - næstkraftigste byge nogensinde ramte Nordjylland
Det varme, fugtige vejr skaber optimale forhold for tordenbyger.
Selvom der ikke var så mange, der oplevede det, gik der mandag nogle kraftige byger med store hagl hen over dele af landet, og det var endda tæt på, at der blev sat nye rekorder.
Normalt er skybrud 15 millimeter på 30 minutter, og i Øby i Nordvestjylland var der med 26,1 millimeter på 30 minutter tæt på at falde det dobbelte, men det er ikke det mest opsigtsvækkende.
På bare et minut faldt der 6,1 millimeter, hvilket er det næsthøjeste målt i Danmark, og efter fem minutter var der faldet 20,5 millimeter – ligeledes det næsthøjeste målt her i landet nogensinde.
- Den intensitet er jo helt, helt vanvittig. Hvis det var fortsat sådan, var det blevet til 120 millimeter på en halv time, så det har virkelig været voldsomt, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.
De kraftige byger kom i en stribe hen over det nordlige Jylland, mens de fleste steder i den øvrige del af landet ikke har oplevet andet en flot vejr i løbet af dagen.
Kraftige byger er et typisk fænomen oven på meget varme dage med flot stille højtryksvejr. Tordenbygerne drives nemlig frem af varme og fugt.
Danner tordensky
Når den varme luft stiger til vejrs og afkøles, kan den ikke længere indeholde den samme mængde fugt, og der dannes en cumulus-sky, og er der tilstrækkelig med energi i luften, kan det blive til en tordensky.
- Det er en virkelig fugtig og varm luft, vi har, så der kan potentielt komme rigtig meget regn ud af skyerne. Det er ikke overraskende, at skybruddet blev så kraftigt i dag, siger Andreas Nyholm.
Gik under radaren
Men selvom potentialet er der, er det ikke altid nemt at forudse, om det bliver udløst, og for skybruddet i dag gælder, at det prognoserne langt fra havde forudsagt, at der ville blive tale om det næstkraftigste målt på et og fem minutter.
- Fra morgenstunden så det ikke ud til at blive specielt crazy, men det blev det. Det blev overraskende voldsomt både nedbør og antal, siger Andreas Nyholm.
Masser af lyn i tordenvejret
Indtil klokken 16.00 har der været mere end 33.000 lyn i luften over Nordsøen og Danmark, og heraf har 868 slået ned i jorden.
Regn- og lynaktiviteten kan følges på radar i TV 2 Vejrets app.