Tørkeramt Spanien indfører restriktioner

Langvarig tørke i Spanien og vejrudsigter, der er uden regn, får nu konsekvenser i flere spanske kommuner og byer.

Catalonien i det nordøstlige Spanien erklærede onsdag, at regionen nu er i en nødsituation, hvor den vil indføre restriktioner på brug af vand.

Det betyder, at fra næste uge vil 24 kommuner indføre forskellige forbud mod at bruge vand.

I landbruget forventes det at nedsætte forbruget med 80 procent, mens vand til industrien skal skæres med 25 procent.

Private skal nedsætte deres daglige vandforbrug til maksimalt 200 liter om dagen, og det er ikke tilladt at vande haver, fylde pools, vaske bil og så videre.

Vandmagasinerne er næsten tomme

Restriktionerne, som ikke før har nået dette niveau, kommer efter en langvarig tørke i regionen, som har stået på i 30 måneder.

De ramte områder får deres vand fra vandmagasiner, som stort set er tomme.

Et af de magasiner, der skal levere vand til to byer syd for storbyen Barcelona, er kun 6 procent fyldt.

I alt har seks millioner mennesker i Catalonien været påvirket af vandrestriktioner hen over sommeren, hvilket blandt andet har været tydeligt i parker og haver i Barcelona, hvor det ikke har været tilladt at vande – de er simpelthen brune og udtørrede.

Ingen hjælp at hente fra oven

Beder man om hjælp fra vejrguderne, er der ikke meget at hente.

Frem til midten af august er det minimalt, hvad der kommer af regn i Spanien.

Og den smule, der kommer, kan ikke vende situationen.