Koldeste juni-morgen i syv år
Temperaturerne kan nå op mod 20 grader.
Lørdag morgen er der god plads til solen i det meste af landet.
Det er en kølig morgen, og temperaturen har været helt nede på 1,4 grader i Isenvad, hvilket gør det til den køligste juni-morgen i syv år.
De mellemhøje skyer, som ligger over den nordlige del af landet her til morgen, driver mod syd i løbet af formiddagen.
De kan skygge en del for solen, især midt på dagen, men mange steder vil man stadig kunne ane solen, som blot bliver sløret lidt af skyerne.
Tynde formiddagsskyer - opklaring spreder sig fra nord
De skyer, som tidligt lørdag morgen lå over Nordjylland, driver mod syd ud på morgenen.
Det er ikke lave, tunge skyer, som kan gøre en varm sommerdag mørk, men snarere mellemhøje og høje skyer, som kan sløre lidt for solen.
I nogle tilfælde kan skyerne blokere en del for solen, mens de i de fleste tilfælde tillader solen at skinne igennem.
Allerede før frokost begynder det at klare op i Nordjylland, hvor solen kan hjælpe temperaturen til at stige til 17 grader midt på dagen.
Ud på eftermiddagen spreder opklaringen sig yderligere og giver igen god plads til solen mange steder.
Ud på dagen kan der, især mod syd og øst, opstå flere lave skyer, som i perioder kan skygge en del for solen.
Temperaturerne stiger lørdag til mellem 17 og 19 grader, mens man i storbyerne lokalt kan nå op til 20 grader.
Opklaringen spreder sig til hele landet i aften, hvor de sidste solskinstimer bliver med skyfrit vejr.
Den klare aften- og nattehimmel kan igen føre til en kølig nat, hvor temperaturerne igen i Midtjylland kan falde til under 3 grader.