Kølig sommerluft over Danmark
I dele af landet kan der ud på dagen blive dannet kumulusskyer.
Det har været en for årstiden kølig fredag morgen i det meste af landet.
Mange steder har termometret vist 5 til 7 grader. Særligt køligt har det været ved Tylstrup i Nordjylland, hvor temperaturen omkring klokken 05.00 ramte 2,6 grader.
I juni er den gennemsnitlige minimumstemperatur 10,4 grader. Derfor ligger det altså noget under det normale.
Årsagen til den kølige sommerluft er, at luftmassen over Danmark stammer fra de nordlige egne af Skandinavien.
Solrigt vejr igen
Mens temperaturen har været til den kølige side, så skinner solen derimod på fuldt blus over hele landet fra morgenstunden.
Enkelte steder har der været lidt skyer på himlen, men de er ved at fordufte. Dermed er der udsigt til en formiddag med masser af sol til alle.
I eftermiddag, når mange går på weekend, er det fortsat med solrigt vejr over det meste af landet.
Men ned igennem det centrale Jylland er der dog udsigt til, at der kan blive dannet de såkaldte kumulusskyer. Disse skyer vil som udgangspunkt være helt harmløse, men vil fra tid til anden skygge for solen.
Temperaturen topper med 17 til 20 grader – langs kysterne noget køligere. Varmest bliver det formentlig i den vestlige del af Jylland eller i København og Aarhus.
Selvom der ikke er megen vind på programmet, kan den alligevel føles kold, hvis man er eksponeret for den, da den kommer fra nordlig retning.
Husk den varme trøje
Til aften fortsætter det rolige og solrige vejr over Danmark med 15 til 18 grader først på aftenen.
Hvis man har planer om at tænde op i grillen eller lave bål, er det med at være forsigtig. Tørkeindekset er nemlig tårnhøjt, hvilket efterhånden giver meget høj brandfare.
Efter solnedgang er det en god idé at have en lang trøje på sig, hvis har planer om at være udenfor. Der er således udsigt til en nat med temperaturer ned mellem 2 og 7 grader.