Historisk måned skruer op for omfattende tørke

Der er ingen hjælp at hente fra vejret.

Maj 2023 skriver sig ind i historiebøgerne som en af de helt tørre majmåneder.

Der er kun faldet omkring 14 millimeter regn på landsplan, og det kan mærkes i den danske natur.

En omfattende tørke er nemlig ved at tage fat, og selvom naturen mange steder ser grøn og frodig ud, så er jorden meget tør.

På landsplan er jorden omkring 85 millimeter regn i underskud, og det tal ventes at stige støt de næste mange dage.

Bastant højtryk holder regn på afstand

Lige nu ligger et stort højtryk ved De Britiske Øer, og der bliver det liggende i lang tid.

Det sørger for stabilt vejr over landet med god plads til solen og ingen regn.

Stik modsat er det mod syd, hvor der hver dag opstår mange kraftige tordenvejr, som giver mange millimeter regn.

De seneste prognoser viser, at der over de næste ni dage ikke forventes nedbør af betydning overhovedet herhjemme.

Anderledes vådt ser det ud mod syd, hvor der udbredt ventes at falde over 50 millimeter regn – og mange steder op til 100 millimeter.

Femte tørreste maj nogensinde

De 14,1 millimeter regn, som er faldet på landsplan, sender maj 2023 ind på en femteplads over de tørreste majmåneder, der nogensinde er målt herhjemme.

Normalt falder der omkring 47 millimeter regn i maj, så der er kun faldet omkring 30 procent af normalnedbøren for måneden.

Samtidig har det også været solrigt, og allerede nu er maj en del over det normale antal solskinstimer, hvilket skubber til fordampningen.

Omkring halvdelen af nedbøren, som er faldet i hele maj, kom i forbindelse med et regnvejr, der gav torden og tæt på skybrud 23. maj.

De mange millimeter på landsplan førte også til et lille dyk i det landsdækkende tørkeindeks, men det holdt ikke længe.

Allerede få dage senere var fordampningen nok til igen at overgå tørkeindekset fra før regnvejret, og siden har det været støt stigende.

Tørkeindekset er et mål for, hvor stort et vandunderskud der er i landjorden, og det beregnes ved at kigge på forskellen i, hvor meget nedbør der er faldet over en given periode, og hvor meget vand der er fordampet over samme periode.

Rundt regnet svarer et tørkeindeks på 8,5 nogenlunde til, at jorden er 85 millimeter regn i underskud.

Med prognoser, som ikke har en dråbe på skemaet, ventes den nuværende tørke at blive mere markant, og med et tørkeindeks, som stiger med omkring 0,25 om dagen, kan indekset ramme 9 inden længe og fortsætte turen mod 10.