Solen får masser af plads på himlen i dag
Temperaturen kommer op på næsten 20 graders varme.
Der er nærmest ingen ende på det solrige forårsvejr over Danmark, vi oplever for tiden – og lørdagsvejret bliver ingen undtagelse.
Endnu en gang er der udsigt til en dag med masser af sol over det ganske land takket være et højtryk, der ligger tæt på landet.
Fra morgenstunden står den på solrigt vejr og rolige vindforhold i hele landet.
Temperaturen ligger i de tidlige morgentimer på 6 til 10 grader. I løbet af dagen når temperaturen op i underkanten af 20 grader visse steder.
Højtliggende skyer kan sløre for solen
Mens de fleste har udsigt til en lørdag med sol fra en dybblå himmel, så ser himlen i dagens løb anderledes mælkehvid ud i den nordvestlige del af Jylland.
En koldfront nordvest for Danmark sender ud på eftermiddagen nogle højtliggende skyer ind over denne del af landet.
Solen kan sagtens skinne igennem disse skyer, men vil fremstå mere sløret.
Med den megen sol i dag er det en god idé at finde solcremen frem. Uv-indekset kommer således op på 5 til 6, når solen står højest på himlen.
Når det bliver varmest lørdag, er det med 14 til 19 grader på termometret. De højeste temperaturer forventes at blive målt i Østjylland, på dele af Fyn og i Østsjælland, hvor vestenvinden har bevæget sig længst over det opvarmede land.
Anderledes køligt ser det ud ved vestvendte kystområder. Her får temperaturen svært ved at komme over 12 grader.
I aften er der fortsat udsigt til en del sol. Men i Nordvestjylland trækker skyerne sig efterhånden mere sammen.
Det er en koldfront, der har meldt sin ankomst, og som i nattens løb skal passere landet med en del skyer og enkelte helt lokale regnbyger.
Dermed er det tvivlsomt, hvor mange der får lov til at se pinsesolen danse søndag morgen.