Pinseferien byder på solrigt vejr – her kan der falde lidt smådryp

Weekenden byder på både sol og skyer.

De seneste dage har mange danskere været ude og nyde det solrige vejr.

Fredag begynder pinseferien for de fleste, og det højtryksprægede vejr fortsætter endnu. Vejret giver derfor gode forhold for gåture og leg i haven.

Weekenden kan byde på lidt regn fra en svag front, men det vil ikke være i betydelige mængder. Naturen kommer derfor fortsat til at tørste efter regn.

Tør og solrig lørdag

Lørdag starter dagen ud med solrigt vejr til hele landet.

I løbet af dagen vil termometret nå op mellem 14 og 20 grader, hvor det bliver køligst mod de vestvendte kyster.

Vinden vil være let til frisk fra en sydvestlig retning, hvor den er kraftigst i den nordvestlige del af landet.

Til aften vil der begynde at komme skyer ind fra nordvest, da en svag front skal passere hen over landet. Det kan i løbet af nattetimerne have lidt stedvis regn med sig.

Pinsesøndag starter med få dryp

Søndag morgen vil fronten stadig være i gang med at passere landet, og de fleste vil derfor stå op til en overskyet himmel.

Der kan fortsat være lidt smådryp hist og her.

På bagsiden af fronten byder resten af søndagen på pænt vejr. Længst mod øst vil temperaturerne nå op på 18 grader, mens det mod vest vil være køligere.

Der kan dog opstå få cumulusskyer, men overordnet vil man se mest til solen.

Vinden vil være tiltagende i løbet af dagen. Sidst på eftermiddagen vil vinden være jævn til hård fra nordvest.

Maj slutter tørt

Anden pinsedag fortsætter i samme spor med tørt og solrigt vejr, hvor termometret vil vise mellem 14 og 20 grader. Det kan dog blive lidt køligere langs Vestkysten.

Måneden er ved at lakke mod enden, og de sidste dage byder fortsat på tørt vejr og langsomt tiltagende temperaturer.

I forvejen er der på landsplan kun faldet 14,1 millimeter regn i maj måned, hvilket har skubbet tørkeindekset et godt stykke op.

Naturen mangler lige nu vand, men prognoserne fortsætter med det tørre vejr ind i juni måned.