Prognose sender tørken over Danmark på himmelflugt
Den tørstende danske natur får ingen nedbør i den nære fremtid.
Sol, sol og atter sol.
Sådan kan man i grove træk beskrive vejret i den kommende tid.
Selvom der også kommer perioder med flere skyer, vil der overordnet være god plads til solen den næste uges tid.
Det stabile vejr skyldes især et højtryk, som har etableret sig over De Britiske Øer, hvilket fastlåser vejret på vores breddegrader.
Britisk højtryk sørger for dansk solskinsvejr
I løbet af de forgangne dage har et lavtryk etableret sig vest for De Britiske Øer, og der bliver det liggende.
Højtryksvejr, især på denne årstid, er ofte forbundet med tørt og stabilt vejr.
Denne omgang er ingen undtagelse, og højtrykket holder de fleste fronter og regnvejr på afstand.
Kun søndag passerer en enkelt front landet. Dog er den så svækket, at det kun bliver til en lidt overskyet dag, og der kommer ingen regn af betydning.
Derefter fortsætter det stabile vejr med god plads til solen og ingen regn.
Det solrige vejr skyldes ikke kun det store højtryk, men også vindretningen. I længere tid blæser luften nemlig ned over landet fra nordvest, og det betyder, at luftmassen på sin vej passerer de norske fjelde.
Det tørrer luften ud og sørger for færre skyer.
Er man ude for at nyde det flotte vejr – især hen over pinsen – er det en god idé med solcreme, da uv-indekset er højt i disse dage.
Uv-indekset kan toppe på op mod 6, hvilket herhjemme betegnes som højt.
Tørken fortsætter
Det meget stabile højtryksvejr sørger for godt med solskin og giver sommerfornemmelser.
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for solskin i lange baner.
Den danske natur tørster nemlig, og det bliver den ved med.
De seneste prognoser viser, at der over de næste ti dage ikke ser ud til at falde en dråbe regn i hele landet.
Udsigten til ingen nedbør – sammen med god plads til solen – gør, at tørkeindekset tager på himmelflugt.
Selvom der tirsdag faldt en del regn, er det slet ikke nok til at gøre op med den allerede igangværende tørke, som nu får endnu et skub opad.