Kraftige byger på vej – risiko for skybrud natten til tirsdag

Der kommer store forskelle i, hvor meget nedbør der falder.

Mandag aften og natten til tirsdag trækker flere kraftige byger ind over landet fra sydvest.

De kan være ledsaget af torden, og et helt lokalt skybrud kan ikke udelukkes.

De kraftige byger kommer efter årets hidtil varmeste dag, hvor der i København blev målt 25,1 grader, hvilket gør dagen til årets første meteorologiske sommerdag.

Du kan følge med i bygerne ved at benytte dig af TV 2 Vejrets radar, som du finder i TV 2 Vejrets app eller nedenfor.

Følg regnen på TV 2s radar

Husk, du kan altid følge regnen på VEJR.TV2.DK eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. I vores app er det muligt at få udsendt et regnvarsel cirka 30 minutter inden regnens ankomst.

Følg regnen her

Størst risiko torden mod sydvest

De kraftige byger trækker op over landet fra sydvest og spreder sig til det meste af landet ud på natten.

Især i den sydvestlige del af landet kan bygerne ud på aftenen blive kraftige og være ledsaget af torden.

Ud på natten taber bygerne pusten mange steder, men lokalt kan der fortsat være perioder med kraftig regn og lokal torden.

Som natten skrider frem, trækker bygerne længere mod nord og øst, og så står Fyn og Vestjælland for skud.

Her kan der lokalt også falde en del regn på kort tid.

Store forskelle i regnmængderne

Langt de fleste vil natten til tirsdag opleve perioder med regn, men det er kun lokalt, at bygerne kan blive kraftige nok til at give torden – og måske et enkelt skybrud.

Frem til tirsdag morgen falder der generelt mellem 5 og 15 millimeter regn i den vestlige del af landet, mens der lokalt, hvis en kraftig byge kommer forbi, kan falde endnu mere.

Mod sydøst kan det holde helt tørt natten igennem.

De mange millimeter regn er dog ikke nok til at afhjælpe den tørke, som lige nu præger den danske natur.

Der skal meget mere vand til fra oven, før naturen igen har nok vand i sig.