Længe ventet regn har store konsekvenser
Efter en ekstremt hård tørkeperiode er regnen kommet til Sydeuropa.
Selvom regnen har alvorlige konsekvenser i Sydeuropa, falder den helt bogstaveligt på et tørt sted.
Længe har både Italien og Spanien været på en tørkemæssig katastrofekurs, men Italien har nu fået store mængder nedbør, og i den kommende uges tid ser det ud til at være Spaniens tur.
Tordenskyerne er begyndt at samle sig over landet, og der kan falde over 100 millimeter nogle steder i det sydlige Spanien.
Den længe ventede nedbør koster imidlertid lokalbefolkningen dyrt.
I regionen Emilia-Romagna i Italien er der i ugens løb faldet det, der svarer til et halvt års nedbør i løbet af halvandet døgn, og der er opstået store oversvømmelser.
Har svært ved at løbe ned
Når regnen kan udvikle så alvorlige oversvømmelser, hænger det sammen med den lange tørkeperiode, der forstærker katastrofen.
- En af årsagerne til de mange oversvømmelser er, at jorden har været så tør, at vandet ikke rigtig har kunnet trænge ned igennem jorden, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.
14 mennesker omkommet, mens 36.000 har været tvunget til at forlade deres hjem.
Store områder i Emilia-Romagna står fortsat under vand, og der er er mere regn i vente, der kan få vandstanden til at stige yderligere.
- Klimaet har vist sig fra sin mest vanvittige side mange gange de seneste år, men denne her katastrofe i Emilia-Romagna kommer til at sidde i dem i meget lang tid, lyder det fra TV 2s korrespondent Eva Ravnbøl.
Slår særlig hårdt
Hun understreger, at der er mange langvarige konsekvenser af de store udsving mellem langvarig tørke efterfulgt af kraftig regn.
- Lige nu er det selvfølgelig om at redde menneskeliv og huse, men så kommer der en lang, lang periode, hvor landbrugsejendomme og industrivirksomheder i området skal rejse sig igen, siger hun.
Mens regnen er stået ned over Italien, har der fortsat været tørke i Spanien, der også har været ramt at en stor naturbrand i regionen Extremadura.
Branden har bredt sig ud over omkring 8000 hektarer, og det er tørken, der får ilden til at brede sig så hurtigt, som den gør.
Ekstrem varme og tørke
I løbet af marts og april har Spanien været igennem flere hedebølger, og der er også sat ny varmerekord. April var både den varmeste og tørreste målt nogensinde.
Jens Ringgård Christiansen påpeger, at tørkeindekset i Spanien stort set er oppe i det ekstreme felt over hele landet.
- Meget ofte er det sådan i august måned, men nu har vi haft det i marts og april. Vi er ikke vant til at se det så tidligt, siger han.
Det er andet år i træk, at der er problemer med tørke og naturbrande i Spanien. Sidste år blev 307.000 hektar land ødelagt af brande.
Og tørke er måske noget, spanierne skal til at vænne sig til.
- Hvis vi kigger i det lange perspektiv, så er man bange for ørkendannelse, og det er man allerede begyndt at observere flere steder i Spanien, siger Jens Ringgård Christiansen.
Faktisk er hele 20 procent af det spanske fastland begyndt at blive til ørken.
I forhold til natur og landbrug er regnen i disse uger dog på mange måder en gave fra himlen.
Spanien er et stort landbrugsland, og en meget stor del af det spanske vandforbrug bruges til at producere fødevarer.
Høsten er truet
Med fortsat, ubrudt tørke kunne landet se frem til en høst, der kunne gå alvorligt galt for flere at de store vigtige afgrøder. Det samme gælder for Sydfrankrig og Italien.
Tørken har blandt andet ført til rekordpriser på olivenolie, og der har været en reel frygt for kollaps i både den spanske og italienske produktion, hvis ikke der kom mere nedbør.