Vejret kan drille Holger Rune i Rom
Lumske vejrforhold kan afbryde dagens kamp i den italienske hovedstad.
Holger Rune skal lørdag møde norske Casper Ruud i semifinalen i Masters 1000-tuneringen i Rom. Det er et spændende opgør, men vejret gør det direkte nervepirrende.
- Der vil hele lørdagen være risiko for regn og byger og derfor også risiko for afbrydelser af kampen, fortæller Peter Tanev fra TV 2 Vejret.
De seneste dage har givet kraftig regn og oversvømmelser i Italien, og generelt er vejret i Middelhavsområdet lige nu temmelig ustabilt.
Et lavtryk over Sicilien vil lørdag sende regn og byger ind over Italien, og det vil også kunne ramme den Italienske hovedstad.
Drillet af vejret
Det betyder, at der hele lørdagen er risiko for, at vejret vil kunne få indflydelse på kampen og i værste fald betyde afbrydelser.
- Om bygerne lige rammer Rom, mens Holger Rune er i kamp fra klokken 13, er selvfølgelig usikkert, men risikoen er bestemt til stede, siger Peter Tanev.
Vejret har allerede drillet arrangørerne under turneringen i Rom.
Holger Runes seneste kamp blev også afbrudt af regnbyger.
Det endte dog ikke med at påvirke danskerens præstation på banen, hvor han kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret med Novak Djokovic.
- Vi kan bede til vejrguderne, at hvis de vælger at være med i lørdagens opgør, så bliver det også denne gang med dansk sejr, når regnen og støvet har lagt sig på den italienske grusbane, lyder det fra Peter Tanev.
Holger Runes kamp vises direkte på TV 2 Sport X og TV 2 Play.