Arktisk luft giver en kold og blæsende onsdag
Vinden aftager i løbet af dagen.
Hvis ikke man bliver rusket ud af sengen onsdag morgen, så bliver man det i hvert fald, når man bevæger sig udenfor.
En strid nordvestenvind blæser nemlig ned over landet fra dagens begyndelse.
Og særligt ned langs den jyske vestkyst har det været med meget kraftige vindstød. Både ved Thorsminde og Hanstholm er der blevet registreret vindstød af stormstyrke.
Ligeledes er der også blevet målt et stormstød ved Røsnæs på Nordvestsjælland.
Med det blæsende vejr føles morgencykelturen til job eller skole ekstra kold. Faktisk får vinden det til at føles, som om temperaturen ligger omkring eller lige over frysepunktet.
Frem til klokken 08.00 har TV 2 Vejret varslet kraftige vindstød langs nord- og vestvendte kyster.
Herefter aftager vinden resten af dagen til en jævn vind fra nordvest – langs kysterne fortsat op til en hård vind.
Stedvis en del sol
I morgentimerne kan der helt lokalt være en regnbyge. Størst risiko er der i den nordligste del af Jylland.
Ellers er der udsigt til tørvejr hele onsdagen med plads til nogen eller en del sol.
Mest sol forventes der at komme over den nordlige del af Jylland og efterhånden også de østlige landsdele.
I resten af landet bliver det med drivende skyer på himlen, der i perioder vil skygge for solen.
Luftmassen, der blæser ned over Danmark, kommer fra de arktiske egne. Derfor er der udsigt til en ganske kølig forårsdag.
Generelt forventes temperaturen blot at toppe med 10 til 13 grader. Normalt ligger den gennemsnitlige maksimumtemperatur i maj på 15,6 grader.
I aftentimerne står den fortsat på tørvejr og stedvis klart vejr.
Samtidig lægger vinden sig yderligere inde over land, hvilket lokalt kan få temperaturen ned i nærheden af frysepunktet den kommende nat.