Nu slår vejret om – 10 grader koldere i næste uge
Mandag er der risiko for skybrud flere steder.
I flere dage i træk er temperaturerne kommet over 20 grader i store dele af landet, og forårsvejret har vist sig fra sin lune side.
Det lune forårsvejr bliver dog sat på pause snart, da et ordentligt vejrskifte finder sted i næste uge.
Onsdag ligger dagtemperaturerne på omkring 10 til 12 grader, hvilket er 10 grader koldere end de forgangne dage.
Men før det kølige vejr kommer på visit, skal en lun og lummer mandag lige overstås.
Lummer mandag - stor risiko for skybrud
Mandagen lægger ud med en blanding af sol og skyer, da et variende skydække ligger over landet.
Temperaturerne stiger til mellem 18 og 21 grader, lokalt helt op til 22 grader.
Som dagen skrider frem, dannes der byger mange steder.
Især i det centrale Jylland og det nordlige Sjælland kan bygerne vokse sig store og blive aldeles kraftige.
De kraftige byger kan være ledsaget af både torden og lokale skybrud.
Med al sansynlighed vil TV 2 Vejret varsle om skybrud for store dele af landet mandag.
Du kan følge udviklingen ved at benytte dig af TV 2 Vejrets radar, som du finder nedenfor, eller i TV 2 Vejrets app.
Køligt og blæsende midt på ugen
Tirsdag starter ugens vejrskifte, da vinden går i nordvest og sender køligere havluft ind over landet.
Det bliver en blandet dag med både sol og skyer.
Temperaturen stiger til mellem 11 og 16 grader, varmest i hovedstaden, og køligst mod vest.
Natten til onsdag skrues der op for vinden – især i det nordvestlige Jylland, hvor vindstødene lokalt kan nå stormstyrke.
Onsdagen bliver ugens koldeste dag, og temperaturen kommer ikke over 10 til 13 grader.
Den kolde luft kommer også med en blanding af sol, skyer og enkelte byger.
Solskin til Kristi himmelfart
Vinden aftager Kristi himmelfartsdag, samtidig med at der igen kommer mere plads til solen.
Temperaturen stiger også igen, og der er mulighed for temperaturer på mellem 12 og 16 grader.
Frem mod weekenden stiger temperaturen yderligere, og fredagen kan byde på temperaturer på op mod 18 grader.