Tørken har nået et kritisk niveau i dele af landet
De kommende dage er fordampningen stor, hvilket vil få tørkeindekset til at stige yderligere.
Efter en solrig april, der til tider bød på sparsomme mængder nedbør, er naturen ved at tørste efter vand flere steder i landet.
Særligt på Sjælland er tørkeniveauet ved at nå op i den helt høje ende af skalaen.
I flere sjællandske kommuner er tørkeindekset kommet op mellem syv og ni, hvilket indikerer forøget til høj risiko for tørke.
Mest kristisk er det i hovedstadsområdet, hvor tørkeniveauet snart når 10, der er det højeste niveau.
På landsplan ligger tørkeindekset på seks, og at det ikke er højere skyldes, at der stadig er vand til rådighed i de jyske vandmagasiner, hvilket dermed trækker ned i det samlede regnskab.
Sol og vind giver høj fordampning
De næste dage kommer naturen til at mangle endnu mere vand.
For det første spår prognoserne stort set tørvejr resten af ugen. Måske kan det blive til et par millimeter over den sydligste del af Jylland, men selv det er tvivlsomt.
Derudover bliver vejret de næste dage en kombination af perioder med solskin og generelt tiltagende vind.
Netop denne kombination bidrager til en forøget fordampning af jordlagene. Derfor vil vi se et tørkeindeks, som de næste dage fortsætter med at stige.
Foråret er tørketid
I Danmark er de tre forårsmåneder de tre tørreste måneder.
Det hænger blandt andet sammen med, at solen kommer højere og højere på himlen, hvilket øger solindstrålingen og dermed fordampningen.
Samtidig er foråret ofte forbundet med højtrykspræget vejr, hvilket kan resultere i lange perioder uden nedbør.
Derfor ses det ofte, at tørkeindekset er stigende i løbet af foråret.
I grafen herunder er det gennemsnitlige tørkeindeks for perioden 2005-2023 afbilledet. Her ses det tydeligt, at tørkeindekset stiger gennem marts, april og maj.
I starten af juni kommer der et knæk i kurven, hvorefter grafen flader ud.
Det er den danske 'regntid', der starter her, hvor risikoen for blandt andet kraftige skybrud stiger.
Fra slutningen af juli sker der et gennemsnitligt fald i tørkeindekset til og med oktober, hvor vandmagasinerne igen er fyldt helt op.