Vejr

Prognose: Sne og frost på vej

Der venter en omskiftelig weekend. Søndag blæser kold luft ned over landet.

Natten til lørdag trækker flere skyer ind over landet med spredte byger.

Lørdagens vejr præges i høj grad af de skyer og byger, og lørdagen bliver grå med byger af og til.

Søndag kommer der mere plads til solen, især mod sydvest.

En kold luft strømmer dog ned over landet og giver anledning til lokale slud- og snebyger.

Grå lørdag med mange byger

Lørdagen lægger fra land med gråt og vådt vejr.

Et lavtryk ligger nord for landet og trækker langsomt mod øst i løbet af dagen.

Lavtrykket sætter skub i bygedannelsen, og lørdagen byder dermed på mange byger, som til tider kan være kraftige.

Grundet bygevejret kommer der store lokale variationer i nedbørsmængderne, og lokalt kan der falde over 10 millimeter regn i løbet af lørdagen.

Slud- og snebyger søndag – kulde på vej

Søndagen er lavtrykket trukket længere mod øst, og det giver mere plads til solen i dele af landet.

Især mod sydvest kommer der mere plads til solen, mens man mod nord og øst må væbne sig med lidt mere tålmodighed.

På bagsiden af lavtrykket bliver der trukket kold luft ned over landet fra nord, som lægger en dæmper på temperaturerne.

Temperaturerne ligger dagen igennem på mellem 2 og 7 grader, varmest mod vest, mens man mod øst må se frem til en kølig dag.

Den kolde luftmasse indeholder også byger, og der er risiko for, at bygerne kan være med slud eller tøsne søndag.

Der bliver næppe tale om store mængder sne, men lokalt kan vejret blive vinterligt i løbet af søndagen.

Natten til mandag falder temperaturen yderligere, og der er risiko for udbredt nattefrost.

Det kølige vejr fortsætter ind i starten af næste uge, da den kolde luft bliver liggende over landet.

Det er samarbejdet mellem lørdagens lavtryk og et højtryk over De Britiske Øer, som sørger for kulden til landet.

Kulden varer ved meget af ugen, og der er risiko for slud- og snebyger i flere omgange.