Svostrup Kro klimasikres for millioner
Nu skal det være slut med oversvømmelser ved dansk kro ud til Gudenåen.
Svostrup Kro ved Silkeborg har gennem de seneste år været i medierne gang på gang, når Gudenåen er gået over dens bredder. Kroen ligger nemlig så uheldigt, at den er et af de første steder, hvor vandet trænger sig på.
Oversvømmelserne rammer netop her på grund af åens forløb og de øgede mængder vand, vi i disse år får fra oven.
Men nu er det nok for kroejerparret Dragan Sljivic og Kathrine Leth, og derfor har de nu sat gang i en omfattende klimasikring af deres ejendom.
Nu skal det være slut med oversvømmelser ved den gamle pramdragerkro.
- Vi er nødt til at bygge grunden højere, og så skal vi også have mere fald til åen. Så laver vi også en lille bølgeforhøjning, men den bliver ikke højere, end at vi stadig har udsigt til åen, siger Dragan Sljivic til TV 2 VEJRET.
Det er anden gang, at de forsøger at sikre grunden, men denne gang er Dragan Sljivic sikker på, at det vil fungere efter hensigten.
- Jeg kalder det version to komma nul, fordi vi også klimasikrede for 15 år siden, men gennem de sidste tre år har det vist sig, at det ikke var tilstrækkeligt med det vandspejl, der er i åen nu, siger han.
Tager selv regningen
Parret betaler klimasikringen til næsten to millioner kroner ud ad egen lomme.
- Vi har været i banken for at låne pengene, så vi har brugt rigtig lang tid på at få det regnet og tjekket igennem, men derfor er vi også sikre på, at det nok skal lykkes, siger Dragan Sljivic.
For parret er kroen mere end bare et almindeligt levebrød.
Uerstattelig kulturarv
Kathrine Leth er vokset op på kroen, og hende og Dragan Sljivic har gennem de seneste år kæmpet for kroens overlevelse iført waders døgnet rundt.
- Det drejer sig ikke bare om pengene. Det er jo et stykke dansk kulturarv, vi skal bevare her, siger Dragan Sljivic og fortæller, at kroen første gang omtales i 1280, hvor kongen Erik Klipping aflægger stedet et besøg:
- Kroen kan ikke bare erstattes. Man kan ikke bygge en ny Svostrup Kro.
Kroejerparret forventer, at klimasikringen vil være færdig omkring midten af april, men det afhænger af vejret. Regnen gør det svært at arbejde med de store entreprenørmaskiner i den mudrede jord.