Ni afgørende natursystemer, der risikerer at kollapse som følge af klimaforandringerne

Permafrost er defineret som områder, hvor jordtemperaturen er under frysepunktet i mindst to på hinanden følgende år. Typisk består overfladen af is eller frossent organisk materiale. 

På den nordlige halvkugle dækker permafrosten områder som Sibirien, Alaska, det nordlige Canada og det Tibetanske Plateau, mens der på den sydlige halvkugle findes permafrost ved Antarktis, i bjergområder i New Zealand og visse steder i Sydamerika. 

Under permafrosten gemmer der sig en cocktail af døde planter og dyr, der har samlet sig over tusindvis af år. Forskere estimerer, at der er cirka dobbelt så meget CO₂ under permafrosten som i atmosfæren.

Når klimaet bliver varmere, får det permafrosten til at tø. Dermed bliver der frigivet enorme mængder CO₂ og metan til atmosfæren. 

Derfor er optøning af permafrosten en slags kompostbombe, der kan bidrage yderligere til den globale opvarmning. 

Antarktis er verdens største iskappe og kan deles op i henholdsvis Vestantarktis, Østantarktis og den antartkiske halvø.

Vestantarktis er særlig interessant, da det er en havbaseret iskappe. Det betyder, at meget af iskappens bund ligger under havniveau.

Hvis alt isen smeltede her, ville det resultere i en global vandstandstigning på 3,3 meter. 

Som udgangspunkt mister iskappen is automatisk på grund af tyngdekraften, der får isen til at brække af og sendes dermed ud i havet. Under normale omstændigheder vil nyfalden sne opretholde en balance.

Hvis iskappen mister mere is end den modtager, vil det føre til et istab, der i sidste ende får havet til at stige. 

Der findes forskellige forstærkende effekter af den vestantarktiske iskappe. Blandt andet bliver isen tyndere og tyndere, hvilket gør det nemmere for isen at brække af og flyde ud i havet. 

Iskappen er godt på vej mod sit tipping point og dermed et uundgåeligt kollaps.

Klimamodellerne peger på, at en temperaturstigning på 2 til 3 grader kan medføre begyndelsen på kollapset. 

Den grønlandske indlandsis er den næststørste ismasse på Jorden. Hvis al isen smeltede, ville det få verdenshavene til at stige med 7,2 meter. 

Afsmeltningen af Grønlands indlandsis er accelererende og foregår seks gange hurtigere end tidligere beregninger. 

Omkring halvdelen af afsmeltningen foregår på overfladen. Resten sker ved indlandsisens bund. 

At afsmeltningen sker ved overfladen kan virke som en selvforstærkende effekt. Når ismassen smelter, så kommer mere af isen ned i de varmere niveauer af atmosfæren, og dermed går afsmeltningen endnu hurtigere.

Samtidig flytter snegrænsen sig hele tiden højere og højere og efterlader dermed en højere smelterate til de lavere egne af indlandsisen. 

Disse smelteprocesser kan føre indlandsisen frem til et point of no return, hvor et kollaps er uundgåeligt.

Den seneste IPCC-rapport peger på, at indlandsisens tipping point kan nås ved en temperaturstigning på 2 til 3 grader over det førindustrielle niveau – og det er ret sandsynligt, at det sker inden år 2100.

AMOC er en forkortelse for Atlantic Meridional Overturning Circulation – en omfattende havcirkulation i den nordlige del af Atlanterhavet.

Kort sagt bringer havcirkulationen ved hjælp af blandt andet Golfstrømmen varmt vand op til Europa og videre nordpå. Her bliver vandet kølet ned og ledt tilbage langs de amerikanske kyster sydpå. 

Hele AMOC-systemet spiller en vigtig rolle i vejret i blandt andet Europa og Danmark. En ændring i systemet vil medføre drastiske ændringer. 

Siden midten af det 20. århundrede er AMOC blevet svækket med 15 procent, hvilket skyldes tilførelsen af smeltevand fra gletsjere. Dermed bliver hele cirkulationen bremset ned.

En nedbremsning vil virke selvforstærkende, da systemet forhindres i at trække saltvand op fra syd.

Skulle det komme til en total opbremsning af hele AMOC, vil det ret beset være med til at opbremse den globale opvarmning eller endda resultere i en global nedkøling. 

Her er det særligt Vesteuropa og Nordamerika, der vil få det markant koldere.

Det er dog ikke noget, der vil ske inden for de næste 100 år, men cirkulationen ser stadig ud til langsomt at blive svækket.

Omkring 70 procent af Indiens årlige regn kommer fra monsunsæsonen. Nogle dele af det vestlige og centrale Indien får endda helt op til 90 procent af nedbøren fra monsunen. 

Monsunregnen spiller en helt afgørende rolle for Indiens landbrugsproduktion, der tilsammen udgør en sjettedel af Indiens økonomi og beskæftiger cirka halvdelen af Indiens 1,3 milliarder indbyggere.

Den indiske monsun er en del af den asiatiske monsun og er kendetegnet ved et brat skifte fra tørt til vådt vejr. 

Overgangen til det vådere vejr begynder i løbet af foråret. Her varmes landområderne op, hvor kontrasten mellem land og hav medfører fugtige sydvestlige vinde ind over Indien. Monsunsæsonen begynder officielt i starten af juni og varer ved indtil slutningen af august.

Med klimaforandringerne kan den indiske monsun forstærkes.

Generelt går den globale opvarmning nemlig stærkere over land end over hav. Dermed bliver kontrasten mellem land og hav større, hvilket kan forstærke monsunregnen. 

Derudover kan en varmere atmosfære indeholde mere vanddamp, hvilket også vil give mere intens regn.

Noget, der taler imod en forstærkende monsun, er den relativ høje koncentration af aeorosoler over Indien, der faktisk kan have en afkølende effekt på landjorden og dermed give en svækkelse af monsunen.

En anden stor monsun er den vestafrikanske monsun, der i sommermånederne giver kraftig regn i et bånd beliggende mellem Sahara mod nord og de tropiske regnskove mod syd.

Monsunen holdes i live af vinde, der bringer fugtig luft fra de afrikanske regnskove op til det såkaldte Sahel-bånd i månederne juni til september. 

Dog er den vestafrikanske monsun meget ustabil, og der er set eksempler på lange perioder med tørke.

Noget tyder dog på, at Sahel-området kan få mere nedbør i fremtiden. Det skyldes det faktum, at landområderne opvarmes hurtigere end havområder, hvilket styrker temperaturkontrasten mellem land og hav. 

Dette kan bringe mere regn til Sahel og måske kan vegetationen vende tilbage til området. 

Den vestafrikanske monsun er i det hele taget et kompliceret system, og forskerne er ikke sikre på, hvad der kan ske med monsunen. 

Nogle modeller peger også på, at den ekstra regn blot vil falde som ekstrem regn, og derved vil området stadig være påvirket af lange perioder med tørke. 

Amazonas' regnskov spænder over ni sydamerikanske lande og er dermed verdens største regnskov. Skoven har en meget central rolle i det lokale klima i Sydamerika.

Med sit våde klima har regnskoven et rigt naturliv med millioner af plante-, insekt-, fugle- og dyrearter. Derudover er regnskoven med til at holde sit eget økosystem kørende, da skoven selv kan opretholde sit fugtige miljø. 

Der skal en relativ høj opvarmning til, før Amazonas regnskov dør. Formentlig skal temperaturen være steget med 4 grader siden 1800-tallet. Men særligt den menneskelige påvirkning i form af skovrydning fremskynder regnskovens tipping point.

Uden global opvarmning vil Amazonas regnskov nå sit tipping point ved en skovrydning på 40 procent. Flere estimater peger på, at omkring 17 procent af regnskoven allerede er væk.

Når man så lægger den globale opvarmning oveni, vil det gå endnu stærkere.

Et studie fra 2020 har fundet ud, at Amazonas er ved at nå sit tipping point på grund af tørke, skovbrande og skovrydning. Om 50 år kan meget af Amazonas regnskov være blevet til savanne. 

Hvis Amazonas dør, vil det påvirke hele verden.

For det første vil det være en katastrofe for det lokale dyreliv. Derudover vil døde og udbrændte træer bidrage med enorme mængder CO₂ til atmosfæren og dermed til en yderligere opvarmning af Jorden. 

Koralrev er ikke bare smukke, men de er også et af de mest værdifulde økosystemer på Jorden.

De er nemlig med til at beskytte kystområder mod store bølger og tropiske storme. Derudover har de et rigt dyreliv. 

Men samtidig er kroalrev et af de mest følsomme økosysytemer over for den globale opvarmning.

De seneste år har der været mange eksempler på koralrev, der på grund af stigende havtemperaturer er blevet afbleget.

Det sker ved, at de varmere omgivelser udstøder de farverige alger og efterlader et hvidt skelet. 

Koraller kan på sigt genvinde deres farverige udseende, men ved vedvarende varmepåvrikning vil de med tiden dø. Forskning viser, at når først koralrev er blevet afbleget, går der cirka 15 år, før de kollapser. 

Udover det varmere havvand er koralrev også i fare for at dø på grund af blandt andet overfiskning og skift i havcirkulationer.

Ved en global opvarmning på mellem 1,5 og 2 grader risikerer 90 procent af de tropiske koralrev at udddø efter 2050. 

Lige syd for den arktiske tundra ligger et bælte af store skovområder, der dækker store dele af Nordamerika, Nordeuropa og Asien. 

Der er tale om de boreale skove, der er kendetegnet ved arter, som kan klare kulden. Det vil sige træsorter som fyr, gran og lærk. 

De boreale skove tegner sig for cirka 30 procent af verdens skove og er samtidig et kæmpe lager af CO₂. Omkring en tredjedel af Jordens CO₂ er lagret i skovene. 

Opvarmningen af de boreale skove sker meget hurtigt – faktisk cirka dobbelt så hurtigt som i resten af verden.

De stigende temperaturer giver udsigt til et varmere og tørrere klima over de sydlige skove, der med tiden medfører øget trædødelighed på grund af tørke og skovbrande. Dermed vil skovene dø ud mod syd og bliver efterhånden overtaget af åbne skovområder og græsarealer.

Meget tyder på, at dette skifte allerede begyndte i 1990'erne og vil fortsætte over de næste årtier. 

Mens træerne i den sydlige del af de boreale skove risikerer at dø, viser forskning, at den nordlige del af skovområderne omvendt vil rykke ind i den arktiske tundra.