Endnu en dag med regnvejr
Sidst på dagen kommer solen i dele af landet.
Onsdag morgen er startet ud med tåge i Midtjylland, på Sjælland og på Bornholm.
Det skal man være opmærksom på i trafikken her til morgen. Tågen forventes at lette i løbet af morgenen.
Først på dagen ligger der spredte byger rundt omkring i landet, mens et nyt regnvejr ankommer fra vest.
Temperaturen til morgen ligger mellem seks og ni grader.
Det vil generelt hele dagen blæse med en jævn til hård vind fra sydvest.
Først rammer regnen Jylland
Imellem bygerne kan der komme få kig til solen.
Skyerne vil dog hurtigt overtage himlen, eftersom regnen passerer ind fra vest.
I formiddagstimerne ligger regnen udbredt over Jylland.
Opklaring på vej
I eftermiddag vil temperaturen stige en smule og ligge mellem 7 og 11 grader, som er mildt for årstiden.
Regnvejret vil kunne mærkes i hele landet, hvor det generelt er vådt og gråt det meste af dagen.
I det vestlige Jylland kan man imidlertid glæde sig til en opklaring på bagkanten af regnvejret.
Her kan man nå at få solen at se sidst på eftermiddagen.
I nat vil det holde tørt, inden et nyt regnvejr skal passere Danmark igen torsdag.