Sydfrankrig indfører restriktioner på vand
Den tørreste vinter i 64 år har udløst en fransk tørke på den helt forkerte årstid.
- Det her er den værst tænkelige start på et nyt år, og det kan ende som et katastrofeår, hvis ikke der kommer mere vand i løbet af foråret. Sådan lyder det fra Peter Tanev, der er rejst til Nice i Sydfrankrig i forbindelse med den nyeste rapport fra FN’s klimapanel IPCC.
Ifølge rapporten er et af de steder, der rammes hårdt, netop Sydeuropa, hvor Peter Tanev er taget ned for at se på følgerne af det tørrere og varmere vejr.
Frankrig har netop gennemlevet den tørreste vinter i 64 år, og konsekvenserne er udbredt vandmangel. Derfor er Frankrig helt uhørt for årstiden klar til at indføre restriktioner på brugen af vand.
- Det her er et af de områder i Europa, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne, når det gælder tørke, fortæller Peter Tanev, mens han står på kanten af en nærmest udtørret sø.
Ligner en grusgrav
Søen er sunket omkring 11 meter i forhold til den normale overflade, og det ses tydeligt, hvor det normale vandspejl plejer at ligge.
- Her lige bag mig er et synligt bevis. Der burde ligge en stor, flot sø, hvor folk kunne gå ture, fiske og nyde de smukke omgivelser. Nu ligner det jo mere en grusgrav, hvor grundvandet er på vej op, siger Peter Tanev.
Frankrig har længe manglet nedbør. Siden august 2021 har hver måned undtaget tre haft mindre nedbør end normalt.
- Det er altså ikke bare et enkelt år. Der har været tørke de fleste steder i Sydeuropa on-off siden 2018, siger Peter Tanev.
Det er ikke kun nedbøren i den varme tørre årstid, der mangler. Manglende sne om vinteren er et lige så stort problem.
- En ting er, at der ikke kommer så meget vand ned fra oven, og der har været hedebølger, men en anden ting er, at det også har været en meget tør vinter i alperne, siger Peter Tanev.
I løbet af vinteren var der ofte billeder i medierne af helt grønne pister eller pister, hvor den kun lå en smal bræmme af kunstig sne omgivet af græsdækkede skrænter.
- Der mangler 50 til 60 procent sne i Alperne, og smeltevandet mangler hernede, hvilket kommer til at kunne mærkes til sommer, siger Peter Tanev.
De kommende måneders nedbør bliver afgørende for, om grundvandet kan nå det normale niveau og ikke mindst om floderne kan blive normaliserede inden sommer, men det vil kræve et ekstremt vådt forår.
- Her er mange, der frygter for, hvad for et 2023 vi ser ind i. Endnu et år med hedebølger og tørke? Det er det, vi skal til at vænne os til, hvis vi skal tro på klimamodellerne. Man håber det ikke, men lige nu ser det altså slemt ud i Sydeuropa, lyder det fra Peter Tanev.
Vild vandmangel
Når Frankrig nu overvejer udvidede restriktioner på brugen af drikkevand, skyldes det, at situationen er ekstrem.
- Det er hidtil uset på denne årstid. Frankrig er i en tilstand af alarmberedskab, siger den franske miljøminister Christophe Bechu til nyhedsbureauet Reuters.
Miljøministeren understreger, at de vil indføre restriktionerne gradvist for at have værktøjer tilbage, hvis det bliver nødvendigt, når det til sommer kan gå hen at blive endnu mere tørt.
Når negativ milepæl inden for ti år
Ifølge den nye klimarapport fra kan vi forvente en stigning i klodens gennemsnitstemperatur på 1,5 grader i forhold til før industrialiseringen allerede inden begyndelsen af 2030'erne, hvilket er tidligere end i forventet i de foregående rapporter.
Bare en halv grads stigning fører til mærkbare ændringer i vejret.
Temperaturen er allerede steget med 1,1 grader, så der mangler kun 0,4 grader, før vi rammer det, der er kendt som FN’s lave klimamål.
På trods af arbejdet med den grønne omstilling viser rapporten også, at den globale udledning af drivhusgasser ikke er faldet.
Faktisk udleder vi flere drivhusgasser end for ti år siden, og klodens temperatur stiger med en hastighed, der ikke er set mangen til i flere tusinde år.