Nyt regnvejr på vej til Danmark
Tirsdag morgen er der lokalt tæt tåge.
Natten til tirsdag er der blevet dannet tåge mange steder i landet.
Dermed er det med at være ekstra opmærksom ude i morgentrafikken.
Flere steder kan tågen nemlig være ganske tæt med en sigtbarhed ned omkring eller under 100 meter.
Samtidig ligger temperaturen omkring frysepunktet. Frost kombineret med tåge kan give rimtåge, som kan risikere pletvis rimglatte veje.
Tågen forventes at lette i løbet af morgen- og formiddagstimerne, hvorefter et regnvejr skal passere landet.
Sol først på dagen
Når tågen er lettet, er der særligt over den østlige del af landet gode mulighed for noget forårssol.
Længere mod vest er det noget mere skyet. Her vil der i Vestjylland gå et regnvejr i land i løbet af formiddagen.
Som formiddagen skrider frem, bliver det også mere skyet mod øst, men indtil videre vil det holde tørt.
Udbredt regn
I eftermiddagstimerne står den på regnvejr til en stor del af landet.
Især Jylland og Fyn vil i lange perioder få det både gråt og vådt. Øst for Storebælt holder det mest tørt, men enkelte regnbyger kan forekomme.
Temperaturen topper på 7 til 9 graders varme, hvilket er mildt for årstiden. Med en tiltagende vind og regnvejret in mente er der dog ikke meget forår i luften.
I aften ligger frontsystemet over den nordlige og østlige del af landet og giver regn på disse kanter.
Ud på de sene aftentimer slipper regnvejret efterhånden landet. Herefter er der udsigt til en mild nat med mange skyer og enkelte regnbyger.