Vejrfænomen kan sende klodens temperatur på rekordkurs
Selvom de foregående tre år har været varme, går opvarmningen nu et gear op.
De seneste år har været varme set med globale briller, men faktisk kunne de have været endnu varmere . Siden 2020 har vi nemlig haft det, der hedder La Niña-år, hvilket har en afkølende effekt på klimaet.
Men efter tre La Niña-år vender det, og vi er nu på vej ind i en El Niño-periode.
El Niño betyder drengebarnet og er ensbetydende med varmere vejr i dele af verden, især i Stillehavet .
- Vi har haft tre relativt varme år på trods af La Niña, og det er ret vildt. Hvis El Niño opstår, som prognoserne spår, så kan man godt få den tanke, at det bliver ret varmt i år, siger meteorolog ved TV 2 VEJRET Andreas Nyholm.
Kan ramme FN's lave klimamål
Med den forøgede varme fra El Niño forudser Andreas Nyholm, at 2023 kan blive året, hvor den globale middeltemperatur for første gang krydser FN’s lave klimamål på 1,5 graders stigning i forhold til før industrialiseringen:
- Halvandengradersgrænsen bliver krydset på et tidspunkt, og det er nærliggende, at det bliver i et El Niño-år, siger han.
Det er her vigtigt at understrege, at et enkelt år ikke tæller i forhold til klimamålet, der regner med klimanormalen set over 30 år, men det er alligevel en milepæl at krydse på vejen mod et varmere klima.
Under alle omstændigheder er der lagt i kakkelovnen til en del nye temperaturrekorder, når vi går fra den globalt nedkølende La Niña til den varmende El Niño.
Hvor kraftig El Niñoen bliver, er endnu usikkert, men en del prognoser peger på, at den bliver relativt kraftig.
Opstår i havet
El Niño og La Niña er globale klimafænomener, der udløses af ændringer i temperaturen i Stillehavet mellem Sydamerika og Asien.
- Vejret i store dele af verden bliver påvirket af det her. Europa bliver kun marginalt påvirket, men for eksempel store dele af USA og Australien oplever nogle ret markante ændringer, når vi går fra La Niña til El Niño, forklarer Andreas Nyholm.
Her i Danmark vil der være tale om indirekte konsekvenser. Det kan for eksempel påvirke prisen på ris og andre fødevarer, hvis vejret går ud over høsten i Asien.
Der er en naturlig cyklus mellem de to fænomener, og det har været kendt i århundreder af fiskerne ud for Sydamerika. De er altså ikke i sig selv udløst af den globale opvarmning.
Normalt skal man ikke sætte for megen lid til langtidsprognoser for vejret, men når de drejer sig om El Niño og La Niña, kan de forudses med ret stor sikkerhed.
Det skyldes, at de to fænomener udløses af nogle havtemperaturer, der flytter sig meget langsomt, men til gengæld heller ikke bare lige skifter retning, når de først er sat i bevægelse.