Sjældent lavtryk sørger for lokalt barskt vejr onsdag
Der er en risiko for kraftige vindstød i forbindelse med lavtrykket.
Onsdagens vejr byder på perioder med sol og byger, som kan være med slud og tøsne.
Selvom vejrudsigten lyder meget normal for årstiden, så er det grundlæggende vejr alt andet end normalt.
Onsdagens vejr skyldes nemlig resterne af et såkaldt polarlavtryk, som er nært beslægtet tropiske orkaner.
Det bliver dog næppe en orkan, som rammer landet onsdag, men lokalt kan vejret kortvarigt blive barskt.
Onsdagens vejr
I det meste af landet står det på halvskyet vejr, hvor der både er udsigt til perioder med sol og med skyer.
I løbet af formiddagen nærmer resterne af polarlavtrykket sig den vestlige del af landet, hvor skydækket tiltager, og risikoen for slud og regnbyger stiger.
Ud på dagen trækker lavtrykket ind over land med både regn, slud og rusk.
Især lige syd for lavtrykket kan det blæse kraftigt op, og lokalt kan vindstødene nå stormstyrke – navnlig langs Vestkysten.
Bygerne kan kortvarigt blive intense, og et enkelt tordenskrald kan ikke udelukkes.
Som dagen skrider frem, trækker lavtrykket længere mod øst, og turen over land svækker systemet yderligere. Derfor er der kun udsigt til lokale byger mod øst uden den stride blæst.
Før dagen er omme, kan der lokalt falde over ti centimeter slud eller tøsne.
De arktiske orkaner
De lavtryk, som normalt sætter vejrdagsordenen i Danmark, er drevet af temperaturforskelle på tværs af atmosfæren, hvor kold luft fra de arktiske egne slås med varmere luft fra de tropiske egne. Og hvor de to luftmasser mødes, dannes der lavtryk.
Polarlavtryk opstår dog langt væk fra de områder, ofte dybt inde i den arktiske koldluft. De drives nemlig af temperaturforskellen op igennem atmosfæren og dannes over havet i de arktiske egne. Samtidig er polarlavtryk også meget mindre i størrelse end de normale frontsystemer, som passerer landet.
Generelt kræves det, at temperaturforskellen mellem havets overfalde og luften i fem kilometers højde, er på mindst 44 grader, for at polarlavtryk kan dannes. Derfor dannes polare lavtryk næsten kun i vinterhalvåret, hvor iskold luft fra Arktis trækker ned over Norskehavet, som er et par grader varmt.
Mange af de processer, som er med til at danne og opretholde polarlavtryk, er de samme, som også danner og driver de voldsomme tropiske storme og orkaner, som hærger i de tropiske egne. Derfor omtales polarlavtryk ofte som arktiske orkaner.
Polarlavtryk er dog langt mindre voldsomme end deres tropiske modpart og giver som regel kun vindstød af op til stormstyrke i Danmark.
Det er sjældent, at polarlavtryk rammer landet, da de oftest dannes langt mod nord og ikke kan overleve i mere end et par dage.
Onsdagens polarlavtryk ligger tirsdag ved Færøerne og giver vindstød af op til stormstyrke.