Odderne i Silkeborg elsker det kolde vejr

Om vinteren elsker odderen at lege med isen og boltre sig i kuldelammede fisk.

Selvom man skulle tro, at vinteren var lang og træls for et pelsdyr, der tilbringer meget af tiden i vandet, er det faktisk lige omvendt for odderne. Det er om vinteren, at de er mest aktive, forklarer Morten Vissing, der er Zoolog ved AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

Vejrbilen er kørt til Østjylland for at høre mere om den danske odder, der har et helt særligt trick til at komme igennem den kolde årstid.

- Odderen har en super pels, som er noget af det, der gør, at den klarer sig så godt her i Danmark. Pelsen er så tæt, at uanset hvor meget du prøver at komme ind til huden, vil du aldrig kunne se den, siger Morten Vissing.

Sommeren er til gengæld lidt sværere at komme igennem, når man er en dansk odder.

- De har en helt fantastisk pels og er utroligt gode til at holde kulden ude. Når det bliver 30 graders varme i juli og august, har de det lidt sværere. Der vil de hellere ligge i skyggen og helst ikke bevæge sig for meget, siger Morten Vissing.

Altid parringssæson

Odderne adskiller sig lidt fra andre dyr ved at yngle året rundt. Det er dog ikke ensbetydende med, at forårsstemningen ikke så småt er ved at indfinde sig i Silkeborg.

- Vi ser lige nu, at hannen er begyndt at gøre tilnærmelser til hunnen, og de vil formentlig snart gå i gang med at yngle, siger Morten Vissing.

Fordi odderne yngler hele året, er der i forvejen unger, og de skal snart sendes ud i verden til andre zoologiske haver, der er med i det internationale udvekslingssamarbejde.

Godt vejr for en odder er dog stadig frostvejr, så odderne har nydt de seneste dages vinterfrembrud.

Is er intet problem

- De elsker bare kulden her. Det er det, de er skabt til, og der må gerne være is på søerne. De elsker at lege rundt på isen, bryde den og komme op igennem hullerne, fortæller Morten Vissing.

Det værste vejr for en odder er dog ikke varme. Det, de bryder sig allermindst om, er haglvejr.

- Det gider de simpelthen ikke. Haglvejr er det værste vejr for en odder. Hvis det hagler, søger de ind, og det kan vi andre nok også genkende, siger Morten Vissing.

Udover den gode pels skyldes oddernes glæde ved vinteren også, at de overvejende lever af fisk.

Fisk bliver, hvor de er

Hvor andre dyr trækker sig tilbage, og det dermed bliver sværere at finde føde, har fiskene ikke nogen steder at trække hen.

- Odderne lever af fisk, og de er i søerne, uanset om det er sommer eller vinter. Om vinteren stimler fiskene faktisk lidt sammen og er nemmere at fange. Fiskene er lidt i dvale, og det kommer odderne til gode om vinteren, siger Morten Vissing.

Odderens særlige pels har en struktur, der minder lidt om en lynlås. Den har op mod 50.000 hår per kvadratcentimeter, og strukturen kan holde på luftboblerne, så de isolerer.

Omkring 1900-tallet var odderne tæt på at blive udryddet i Danmark, og helt frem til 1980’erne var odderen regnet for det mest truede pattedyr i Danmark.

I dag lever der omkring 500 til 1000 oddere i Danmark – de fleste i Jylland.