Vejr

Vilde temperaturforskelle i Europa

Hård frost i Skandinavien og meteorologiske sommerdage i Spanien.

Kalenderen siger forår i Europa, men mens vinteren har bidt sig fast i Nordeuropa, er der sommertemperaturer i Sydeuropa.

De seneste to nætter er der målt under 10 graders frost i Danmark.

Stenhøj i Nordjylland nåede natten til onsdag ned på minus 15,3 grader, og i vores nordlige nabolande er det koldere endnu. I både Norge og Sverige har de laveste temperaturer været nede i nærheden af 35 frostgrader.

Sol og sommer i Spanien

Helt anderledes ser det ud i Sydeuropa. Her han man de seneste dage mange steder målt over 20 grader – varmest har det været i Spanien.

I Danmark er en meteorologisk sommerdag defineret ved mindst 25 grader, og det har man oplevet på populære rejsedestinationer som Alicante og Malaga.

I Murcia nær Alicante målte man onsdag eftermiddag 28,2 grader.

Ovenstående grafik viser en skarp linje mellem Holland og Belgien og videre gennem Polen og Tyskland. I det blå område nord for linjen er det koldere end normalt, og i det gul-røde område syd for linjen er det betragteligt varmere.

I prognosen for fredag kan man dele Europa op i tre områder:

  • Vintervejr i nord
  • Forårstemperaturer i Centraleuropa
  • Sommerligt vejr ved Middelhavet (efter danske forhold).

Sydeuropas vejr ligner april-varmerekorden i Danmark

Solhøjden i Sydeuropa i begyndelsen af marts svarer til solhøjden i Danmark i slutningen af april. Og Danmarks varmerekord for april lyder på 28,6 grader og blev målt i Holbæk 27. april 1993.

Det vejr, man for knap 30 år siden oplevede i Holbæk, svarer til det, man lige nu kan opleve i Alicante.