Vejr

Iskold morgen gav årets laveste temperatur

Lokalt har det været den koldeste morgen i marts i fem år.

Siden midten af december har vintervejret over Danmark nærmest været fraværende.

Meget mildt, stort set ingen sne og til tider masser af regn.

Men her i starten af årets første forårsmåned er vinteren for alvor ved at slå tilbage. Dag for dag er det blevet koldere, mens der de kommende dage er udsigt til sne – ja, sågar snestorm i dele af landet.

Mandag morgen viste vinteren også sit ansigt i form af en iskold morgen. Særligt koldt blev det ved Horsens, hvor termometret i de tidlige morgentimer viste frysende 10,7 graders frost.

Selvom vi har været igennem både januar og februar, så har vi endnu ikke haft det så koldt i 2023. Lokalt har det endda været den koldest morgen i marts siden 2018, hvilket blandt andet gør sig gældende i København og på Samsø.

Marts er mere en vintermåned end en forårsmåned

At marts ender med lavere temperatur end vintermånederne er ikke så underligt endda.

Vi skal nemlig blot tilbage til 2022 for at finde en marts, hvor minimumtemperaturen blev lavere end i januar og februar.

Og faktisk er den varmeste marts koldere end den varmeste december, mens kulderekorden i marts også er koldere end kulderekorden i december.

Så på mange punkter er marts mere en vintermåned end en forårsmåned.

Vinter forude

De minus 10,7 grader er den laveste temperatur, der er målt siden 16. december, hvor vinterkulden kulminerede i december.

Siden da har det været småt med vintervejr. Men det bliver der lavet om på her i uge 10.

Tirsdag er der således udsigt til en regulær snestorm i dele af landet. Men også i dagene herefter er der udsigt til spredte snebyger.