Danskere tog opstilling for at se usædvanligt flot nordlys
Aktiv solvind og klar nattehimmel skabte gode forhold for at se nordlys flere steder i landet.
Både søndag og mandag har man kunnet se nordlys over dele af Danmark.
Blandt andet i Nordsjælland var folk stimlet sammen sent mandag for at se det dansende lys på nattehimlen.
Billeder fra Hornbæk Strand viser folk, der peger op mod himlen.
Også andre steder på kysten, blandt andet ved Tisvilde, havde "nordlysturister" taget opstilling. Det oplyser vagtchefen hos Nordsjællands Politi.
En af de mange danskere, der var ude at nyde aftenens lysshow, var Preben Tripsen. Han kunnne også berette om de store menneskemængder på stranden på den sene februaraften.
- Der var ligeså mange mennesker på stranden som på en sommerdag, udtaler Preben Tripsen til TV 2.
Solvind og elektriske partikler
Det er en særlig kombination af forhold, der har givet mulighed for synet, der i Danmark kun kan ses af og til. Det forklarer Kristian Pagh Nielsen, som er fysiker og arbejder med vejrmodeller hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- For at vi kan se nordlys i Danmark, skal solvinden være mere aktiv end normalt, siger Pagh Nielsen til DMI's hjemmeside.
- På den måde er der flere elektriske partikler, som trænger ind i magnetfeltet og rammer Jordens atmosfære.
Derudover skal "det magnetfelt, som solvinden også har, være modsatrettet i forhold til jordens magnetfelt", forklarer han videre til DMI. Det betyder nemlig, at solvinden kan trænge ind i Jordens magnetfelt.
Nordlys kan være svært at se med det blotte øje i Danmark, men med et kamera og lidt tålmodighed kan fænomenet give et flot resultat, hvilket i særdeleshed var tilfældet mandag aften.
Klart vejr i Nord- og Vestjylland
Mandag aften har der også været gode muligheder for at se nordlys om aftenen i Nord- og Vestjylland. Her har der nemlig også været klart vejr.
Men også i den sydlige del af landet blev himlen malet i røde og grønne. TV 2 VEJRET har blandt andet modtaget et billede fra Als. At nordlyset kunne ses så langt mod syd, vidner om, at det har været kraftigt.
Nordlys er et fænomen, der opstår ved, at ladede partikler kommer ind i Jordens magnetfelt. Partiklerne frigives i forbindelse med soludbrud – eller eksplosioner i Solens atmosfære – som finder sted med jævne mellemrum.
I 100-300 kilometers højde bliver ionerne bremset og rammer ilt- og nitrogenatomer. Hermed opstår lyset.
Farverne afhænger af, hvilke stoffer der påvirkes. Den mest normale farve er grøn, hvilket udløses af iltatomer. Rødlige farver udløses af ioniseret nitrogen.
Mens nordlys typisk kun kan se et par gange om året over Danmark, opstår det dagligt i de polare områder. Det vil sige Nordskandinavien, Island og Grønland.
Satellitfotoet herunder er fra natten til tirsdag. Nordlyset, der kunne ses fra Danmark, ligger som en lys stribe på tværs af Skandinavien – cirka 700 til 900 kilometer fra Danmark.
Nordlys går også under det latinske navn aurora borealis, der betyder morgenrøde i nord.