Her er hemmeligheden bag en flot græsplæne i vintertiden
Få både de topprofessionelle og de mere anvendelige råd til din græsplæne lige her.
Det er de færreste plæner, der står så flot som på landets stadioner. Faktisk ville de fleste nok ende som mudder på få minutter, hvis 22 fuldvoksne mænd skulle slås om en bold på græsset i haven.
Men hvad er egentlig hemmeligheden? TV 2 VEJR besøgt stadionet i Herning for at finde forklaringen.
Og for at bryde med den sædvanlige skabelon gives svaret allerede først i artiklen.
Det er en lang række professionelle ting, som du næppe kommer til at bruge i din egen have, men også nogle råd, som du kan tage med dig.
Søren Andersen er driftsleder ved Herning Kommune, der har ansvaret for at drive det lokale stadion, hvor FC Midtjylland har hjemmebane.
Han forklarer, at det starter med varme.
- 30 centimeter under græstæppet ligger der varmeledninger. Lidt ligesom gulvvarmen i et hus. Der sender vi 8 grader varmt vand fra kraftvarmeværket i Herning igennem. De fyrer med flis, så det er grøn varme, man lægger ud her, siger han.
Varme til vækst
De 8 grader er omkring den magiske grænse, hvor græsset begynder at vokse.
Temperaturen får rødderne til at arbejde, mens stråene begynder at gå opad.
Derudover bruger de vækstlys, der hænger som lamper på et langt stativ, der kan køre hen over græsset. Og så kan de også beskytte græsset med fiberdug, som holder på varmen næsten som et lille drivhus.
Råd til haven
Gulvvarme i græsplænen og rullende kunstlys bliver nok aldrig udbredt til privatbrug, men Søren Andersen har også nogle gode råd til almindelige haveejere.
Først og fremmest holdes græsset ved lige med eftersåning og flydende gødning, der sprøjtes på – og så kan en plænelufter gøre gavn.
- Den fjerner simpelthen mos, gammelt græs og urenheder. Det skulle vi måske blive lidt bedre til hjemme i haven, siger Søren Andersen.
Selvom det gamle græs er med til at gøde plænen, er det bedre at få det væk og supplere med gødning, da det gamle græs også kan danne grobund for mos.
Gå på kryds og tværs
Derudover opfordrer Søren Andersen til, at man bør slå græsset fra nye vinkler i stedet for altid at gå i samme spor.
- Det gør bare, at man får en pænere plæne. Herude slår vi græsset på alle mulige leder og kanter, siger han.
Vintervejr kan drille
Selvom varme, afdækning og kunstlys stort set eliminerer vejrets indflydelse, er græs stadig en plante underlagt naturens luner.
Særligt kan sne være en udfordring, da det kan føre til såkaldt sneskimmel, som også har været stadiongæst i Herning.
Skimlen slås ned med naturlige midler, da de ikke bruger kemikalier på banen.
- Vi bruger noget sur gødning, som gør, at de her svampe forsvinder. Der er nogle andre svampe, som vi gerne vil have, så vi skal ikke bare slå det hele ihjel, siger Søren Andersen.
Vander hele tiden
Til gengæld er haveejerens hovedpine nummer et – nemlig tørke – ikke et problem på stadion, hvor græsset vandes og gødes næsten dagligt.
Den hyppige vanding er nødvendig, da græsset ligger oven på en sandmembran, der hele tiden dræner banen.
- Hjemme i en normal husstand er det tørke, der kan tage græsset, men det sker ikke her, fordi vi kunstvander løbende for at styre væksten, siger Søren Andersen.
Hurtigt spil på vådt græs
Hvis man har lagt mærke til, at en fodboldbane vandes før en kamp og i pausen, er det ikke en akut tørst i plænen, der skal slukkes.
Forklaringen ligger hos de 22 mænd i shorts.
- Der er for fodboldspillernes skyld, så de får en rigtig hurtig bane, for det er det, de gerne vil have. En hurtig, fast og jævn bane, lyder det fra Søren Andersen.