Sydeuropa ramt af tørke: - Man kan kun frygte, hvordan 2023 kommer til at se ud
Tørke i Europa bliver mere normalt, når klimaet bliver varmere.
Normalt er tørke noget, der forbindes med en varm og tør sommer.
Men her i slutningen af vinteren er tørken allerede ved at sætte ind flere steder i Sydeuropa.
Særligt i Frankrig har den sidste måneds tid været ekstrem tør. 31 dage i træk uden nedbør er det blevet til, hvilket er ny rekord i vintermånederne.
Tilsvarende er det i Alperne blevet til markant mindre sne, hvor der er faldet mindre end halvdelen af den normale mængde på denne tid af året.
Det samme gør sig gældende i oplandet til Italiens længste flod, Po, som har fået 63 procent mindre sne. Det har blandt andet medvirket til, at Po-flodens vandstand er 3,3 meter under sit normale niveau, hvilket er lavt, selv hvis det havde været sommer.
At Sydeuropa allerede nu kæmper med tørke, kan ende med at blive katastrofalt for den kommende sommer.
Efterslæb kan give ekstrem tørke
Sommeren 2022 i Europa gik endnu en gang over i historiebøgerne.
Mange lande kæmpede med ekstrem tørke og skovbrande, der blandt andet fik konsekvenser for landbrugsproduktioner rundt omkring. Ifølge en analyse blev sommerens tørke den værste i 500 år.
Skru nu tiden seks måneder frem, hvor tørken fortsat har fat flere steder i Sydeuropa.
Kortet herunder viser, at det særligt er det østlige Spanien, det sydlige Frankrig og Norditalien, som på nuværende tidspunkt kæmper med tørkeproblemer.
- Det er katastrofalt for Sydeuropa, at vandmagasinerne ikke fyldes op, og der mangler sne i Alperne. Så man kan kun frygte, hvordan 2023 kommer til at se ud, fortæller vejrvært på TV 2, Peter Tanev.
Hvis vandmagasinerne allerede nu er i underskud, kan det nemlig give et efterslæb frem mod den kommende sommer, der dermed endnu en gang kan give ekstrem tørke til en stor del af Europa.
- I 2022 oplevede man det samme med en tør vinter og mangel på sne, og det resulterede jo i en sommer med ekstreme tørkeproblemer, uddyber Peter Tanev.
Europæisk fødevareproduktion i fare
Tørken kan give store problemer med fødevareproduktionen i Europa.
I det nordlige Italien ligger Po-sletten, der er meget afhængig af vandet fra Po-floden. Samtidig foregår over halvdelen af EU's produktion af ris her, hvilket kan blive påvirket af den manglende nedbør.
Også i det sydlige Frankrig kan en ny tørke være katastrofal, da dyrkning af æbler, blommer, valnødder, hasselnødder, tomater, jordbær, korn og andre frø er stærkt afhængig af vand fra lokale vandreservoirer.
Klimaforandringerne giver flere tørre år
Europa er over de seneste år oftere blevet ramt af ekstreme tørkeperioder. Og det er ifølge Peter Tanev et signal på, at klimaet ændrer sig:
- Klimamodellerne forudsiger, at Sydeuropa skal få et mere tørt klima, så det er nærliggende, at det, vi ser nu, er relateret til klimaændringerne, og at vi vil se flere tørre år i fremtiden, forklarer Peter Tanev.
Nedenstående model viser ændringen i nedbørsmængderne i Europa for månederne juni, juli og august ved en temperaturændring på to grader.
De gule og orange farver indikerer, at størstedelen af Europa i fremtiden vil opleve tørrere somre, og de mest tydelige signaler er at finde i Middelhavslandene.
I Danmark er der også udsigt til, at sommeren bliver med mindre nedbør. På årsbasis bliver klimaet herhjemme dog vådere og vådere i et varmere klima.