Tørke giver problemer i Venedigs kanaler
Hele det nordlige Italien mangler vand.
I en lagune ud til Adriaterhavet ligger en by, der for mange danskere er et yndet rejsemål.
Der er tale om den italienske by Venedig, som mange forbinder med de små kanaler, hvor gondoler transporterer byens indbyggere og turister rundt.
Men lige nu har byen et problem.
For over de seneste uger har usædvanligt nedbørsfattigt vintervejr medført en meget lav vandstand, der gør det nærmest umuligt at navigere rundt i de verdensberømte kanaler.
Problemerne i Venedig er dog ikke kun manglende nedbør, men en kombination af højtryksvejr, tidevand og specifikke havstrømme.
Italiens største flod mangler vand
Det er ikke kun Venedig, der i øjeblikket mangler vand. I en stor del af Norditalien er flere floder og søer ramt af en markant lavere vandstand end normalt.
Lidt syd for Venedig har Italiens største flod, Po, sit udløb. Floden har på nuværende tidspunkt 61 procent mindre vand end normalt for denne tid af året.
Po-flodens lave vandstand hænger blandt andet sammen med, at Italien i sommeren 2022 oplevede den værste tørke i 70 år.
Tørken medførte, at Po var nærmest tømt for vand, hvilket gav krisetilstande, da floden står for vandtilføring til en tredjedel af landets landbrug.
Ifølge Massimiliano Pasqui, der er klimaekspert ved det nationale videnskabsråd, har den nuværende tørke i Italien bygget sig op over de seneste to år.
- Vi mangler 500 millimeter i de nordvestlige regioner – vi mangler 50 dage med regn, fortæller Massimiliano Pasqui.
Et andet kendt feriested er også hård ramt af den manglende vinternedbør.
Gardasøen i det nordlige Italien har nået et rekordlavt vandstandsniveau, hvilket gør det muligt at gå ud til den lille ø San Biagio.
Nedbør er på vejr
De usædvanligt lave nedbørsmængder i Italien skyldes et højtryk, der har domineret over Vesteuropa den seneste halve måneds tid.
Ud over Italien oplever Frankrig også ekstrem tørke. Flere steder i det franske har oplevet en rekordlang vinterperiode på 30 dage uden nedbør, hvilket er uhørt.
I Italien er der den kommende uges tid udsigt til mere ustadigt vejr, hvor dele af støvlelandet kan få en del nedbør. Venedigs kanaler kan se frem til mellem 10 og 20 millimeter nedbør frem til fredag 3. marts.
Selvom det er tiltrængt med noget nedbør, er det formentlig langt fra nok til at rette op på vandstandsproblemerne i byen.