Vejr

Det varmere klima er dårlig nyt for allergikerne

Pollensæsonen er blevet længere, og nu er særlig hassel problematisk.

Hasselblomsterne står smukt nu, men de kommer tidligere og tidligere, og har man allergi, kan det give problemer. Det fortæller Mathilde Kloster, der er leder af pollenafdelingen hos Astma-Allergi Danmark.

- Vi ser desværre, at sæsonerne for mange pollentyper bliver længere. De starter før, de topper før og de slutter senere. Og de har også oftest en større mængde pollen, end vi tidligere har set, siger hun, da TV 2 VEJR har sat hende stævne netop blandt nogle af lange gullige rakler, der hænger på hasselbusken.

Haslen er kun en ud af flere typer pollen, der kan give problemer, men netop nu er haslen den fremherskende pollenart. Den udbredte nøddebusk kan frigive 3,9 millioner pollen per rakle og kan være til meget stor gene for folk med pollenallergi.

Og vejret spiller en stor rolle i, hvor store udfordringer planten kan give for allergikerne. Regn er godt, vind er … ikke så godt.

Sol, varme og vind

- Det optimale vejr for en hasselbusk er sol og varme, ligesom vi har nu. Når den skal sprede sin pollen, er der brug for noget vind, så det skal der også gerne være. Så skal der ikke være nattefrost eller regn, da regnen er med til at skylle pollenkornene ud af luften, forklarer Mathilde Kloster.

Astma-Allergi Danmark overvåger udviklingen i de forskellige pollentyper hen over året, og lige nu ser de en stigning på 66 procent i hassel.

- Hassel peaker syv dage før, og sæsonen starter omkring 25 dage tidligere, end den gjorde tidligere i vores pollenkalender. Og det er dårligt nyt for de mange pollenallergikere, fortæller Mathilde Kloster.

Ud over hassel, som er aktiv nu, har Mathilde Kloster også øjnene rettet mod en anden plante, der kan give store problemer i Danmark på længere sigt.

Invasiv udfordring

Den nordamerikanske bynke-ambrosie, der har spredt sig i Europa, hvorfra der nu kommer pollen ind over os med vinden.

Ambrosie kan give nogle meget ubehagelige reaktioner hos allergikerne og opfattes som betydeligt værre end almindelige bynke.

Blæses op fra syd

De bynke-ambrosie-pollen, der opfanges i Danmark, blæses sandsynligvis op fra Øst- og Centraleuropa, men kan afhængigt af vejr og vindforhold komme helt fra Ungarn, Rumænien, Serbien eller Kroatien.

Bynke-ambrosie er en invasiv art, og kommer den til Danmark, kan det give 100.000 nye allergikere samt en endnu længere pollensæson for allergikerne.