Vejr

Her kommer solen frem tirsdag

Selvom dagen starter skyet, kommer der sol flere steder i dagens løb.

Når man står op og trækker gardinerne til side, så åbenbarer der sig en mørk og grå himmel de fleste steder.

Kun over Lolland-Falster er det klart vejr, og her vil solen skinne fra morgenstunden, når den står op lidt før klokken 8.

Enkelte steder er der også dannet tåge i nattens løb, hvor sigtbarheden er under 1000 meter - definitionen på tåge.

Temperaturerne befinder sig fra mellem et par graders frost i de østlige egne og op til fem grader langs den jyske vestkyst.

Solen kommer mere frem i dagens løb

Man skal væbne sig med tålmodighed, hvis man har forhåbninger om at se solen bryde gennem skydækket tidligt på formiddagen. Men som dagen går, vil solen begynde at skinne flere steder, og især i to områder af Danmark er der større chance for at se solen i eftermiddagstimerne.

Dels over den sydøstlige del af landet, hvor solen vil skinne fra en næsten skyfri himmel. Usikkerheden består i, hvor langt mod nord opklaringen kommer.

I den nordvestlige del af landet er skydækket tyndere, og her er der større chance for, at det efterhånden bryder op, så der kan komme solskin i perioder.

De steder, hvor skyerne består, vil temperaturerne befinde sig lige omkring - eller lidt over - frysepunktet, mens det i Vestjylland bliver mildere med temperaturer mellem tre og seks grader.