Uheldig vejrsituation gør din strøm dyr – og sort
Et højtryk blokerer for både sol og vind, og det går ud over den grønne strøm.
I den bedste af alle verdener er strøm noget, vi trækker ud af vinden eller ned fra solen. Billigt og rent.
Men sådan er det ikke for øjeblikket – tværtimod. Det fortæller meteorolog ved TV 2 VEJR Andreas Nyholm.
Et kraftigt højtryk syd for Danmark lægger lige nu en dæmper på både vinden og solen, og det kan ses på både elregningen og klimaregnskabet.
- Det er det energi-setup, man frygter. Ikke ret meget vind, ikke ret meget sol. Konsekvensen er høje priser og en høj CO₂-udledning per kilowatttime. De to ting hænger sammen, forklarer Andreas Nyholm.
Gassen er klar
Den gode nyhed – for din økonomi og ikke klimaet – er, at der er masser af gas på lager.
I efteråret var frygten for at løbe tør for gas med til at presse priserne op, men den frygt er der ikke for øjeblikket.
Dermed bliver priserne ikke helt så høje som i efteråret, men strømmen er stadig en del dyrere end ved vind og sol.
- Grunden til, at vi ikke har rekordpriser på strøm lige nu, er, at der er ret stor sikkerhed for, at vi ikke løber tør for gas i løbet af vinteren. Gaslagrene er fyldt op, og derfor ser vi ikke de priser, vi så i august og september, siger Andreas Nyholm.
Problemet med gassen er blandt andet, at den sender fossil metan og CO₂ ud i atmosfæren og dermed er blandt de sorte energikilder.
Går over landegrænser
Højtrykket præger vejret og dermed strømpriserne i store dele af Mellemeuropa og Skandinavien.
Priserne i Danmark afhænger primært af vores egen vindproduktion, men i høj grad også af vind og sol i vores nabolande samt priserne på vandkraft fra Norge.
- Den skandinaviske vandkraft er grøn og afhænger ikke af sol og vind, men der produceres langt fra nok til at fylde det enorme hul, der er ned over Europa lige nu, selvom nordmændene laver al den strøm, de kan, siger Andreas Nyholm.
Typisk vinterhøjtryk
At højtryksvejr giver mange skyer, er klassisk for årstiden. Når det er forår og sommer, er højtryk som regel lig med høj blå himmel og masser af sol, men om vinteren giver det ofte overskyet vejr med lave stratusskyer.
Hele året rundt er højtryk som udgangspunkt lig med stille vejr uden megen vind.
Og der kommer virkelig ikke ret megen grøn strøm lige nu.
Sort strøm i kontakten
Mandag producerede vindmøllerne i perioder mindre strøm end solcellerne, og det var endda en overskyet dag over det meste af landet.
Tirsdag er der en smule mere grøn strøm, men det er stadig kun en tredjedel, der er grøn, og dermed kommer den resterende strøm overvejende fra fossile kilder.
Først i slutningen af ugen ser det ud til, at vejret igen kan give billig strøm.
- Hvis du går og tænker på, hvornår du skal lade elbilen, bør du overveje at vente til søndag, lyder rådet fra Andreas Nyholm.
Sol og vind slår ikke til alene
Situationen viser, at der er brug for alternative strømkilder til sol og vind.
Det kan enten være brint, der produceres, når der er rigeligt med grøn strøm, og så forbruges, når vejret svigter, eller en form for batterilagring.
- Der vil altid være dage, hvor man næsten ingen grøn strøm producerer, fordi det hverken blæser eller er solskin. Der er man nødt til at have en backup, siger Andreas Nyholm.