Vejr

Halvvejs gennem vinteren har vi allerede fået en hel vinters nedbør

Selvom der fortsat er næsten seks uger tilbage af vinteren, har vi allerede fået en hel vinters nedbør.

Det er sandsynligvis ikke gået nogens næse forbi, at vejret har været overordentlig vådt i lang tid. Dette kan på mange måder aflæses i de knap så tørre tal, der understreger, at vi har oplevet en usædvanlig våd periode.

Radar – nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores onlinevejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. Få en prognose for, hvor vejret er på vej hen. 

Se vores nedbørsradar her

Til og med fredag formiddag er der faldet næsten 188 millimeter regn siden 1. december, hvor kalendervinteren begyndte, og allerede torsdag oversteg nedbørmængden 186,3 millimeter.

Det konkrete tal er interessant, da det er den normale mængde nedbør, der falder i løbet af en hel vinter fra december til februar.

Med andre ord har vi allerede - på kun lidt over halvdelen af vinteren - fået mere end den normale vinternedbør.

Af vinternedbøren indtil nu, er 76,7 millimeter faldet i december, mens hele 111 millimeter er faldet i januar indtil nu.

Det gør januar 2023 til den tredjevådeste, der er målt siden de landsdækkende nedbørmålinger påbegyndtes i 1874 - og måneden er som bekendt ikke slut endnu. Det er sandsynligt, at januar i år ender som den næstvådeste, der er målt i dansk vejrhistorie.

Mere tørt vejr forude

Ovenpå de meget store mængder regn, der også har medført problemer med oversvømmelser mange steder i landet, er der heldigvis udsigt til mere tørt vejr det næste stykke tid.

Den kommende weekend byder på ganske pænt - og ret tørt - vejr, og selvom næste uge igen ser mere ustadig og mild ud, er der ikke umiddelbart udsigt til de helt store nedbørmængder.

Til gengæld er det for tidligt at sige noget konkret om vejret i februar, men i gennemsnit falder der 50,3 millimeter nedbør i den sidste vintermåned.

Skulle februar derfor ende med den normale mængde nedbør, vil vinteren 2022/23 slutte med en samlet nedbørmængde på omkring 240 millimeter.

Den vådeste vinter, der er registreret i Danmark, fik vi for 16 år siden, da der i løbet af vinteren 2006/07 faldt hele 319 millimeter regn i løbet af de tre vintermåneder.